LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Victor Nyrup

Real-legende: Hvis jeg var Real Madrid ville jeg købe Mbappe og Haaland

Real Madrid-legenden Fernando Hierro opfordrer sin tidligere klub til at købe både Kylian Mbappe og Erling Haaland.
Det er ikke en sjældenhed, at tidligere spillere har meninger om, hvordan diverse klubber burde handle, og det gælder også Real Madrid-legenden Fernando Hierro. Den tidligere forsvarsspiller har, som vi skrev her på Indkast.dk, rådet Real Madrid til at forlænge Sergio Ramos´ kontrakt, men det er ikke kun den nuværende kaptajn, som Hierro gerne ser spille i den hvide trøje i de kommende sæsoner.

Real Madrid har i denne sæson haft problemer med at score mål, og kun franske Karim Benzema har med sine 22 sæsonmål scoret mere end seks gange. Derfor råder den tidligere spanske landsholdsspiller også ”Kongeklubben” til at hente de to største og mest omtalte angrebstalenter i fodboldverdenen i form af Kylian Mbappe og Erling Haaland.

- Hvis jeg var Real Madrid, ville jeg købe Mbappe og Haaland, siger Fernando Hierro ifølge BeIN Sports til Radio Marca.

Selvom den spanske hovedstadsklub har en tradition for at købe såkaldte ”Galácticos”, så vil det utvivlsomt blive en dyr omgang, hvis Real Madrid skal indfri Hierros ønske om at hente de to angribere. Ifølge hjemmesiden Transfermarkt.com vil det koste i omegnen af 2,2 milliarder kroner, hvis en klub vil hente både Mbappe og Haaland i den nærmeste fremtid.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder