Fodbold nyheder

2009s Golden Boy-nomineringer med dansker iblandt:
Hvordan er det gået?

Af Philip Sinkbæk Jensen

I 2009 forsøgte engelske the Sun at sammensætte en forudsigelse af de daværende 40 Golden Boy-nomineringer i en startopstilling over de spillere, der potentielt ville få den mest succesfulde karriere. I opstillingen finder en dansker vej, der må siges at have forløst sit potentiale til det fuldeste.

Article image
Ritzau-Scanpix

Golden Boy-titlen, som orkestreres af italienske Tuttosport, går til den ungdomsspiller, som præsterer bedst i Europa. Tuttosport udpejer de 40 bedste spillere under 21 år i Europa, som derefter kan håbe på at vinde titlen som Europas Golden Boy. I 2020 var det Dortmund-angriberen, Erling Braut Haaland, der ikke overraskende løb med titlen. Ligesom at Haaland bør leve op til forventningerne som Golden Boy, så var der også forventninger til de tidligere vindere og nominerede. The Sun har skruet tiden tilbage til 2009 for at analysere og vurdere, om disse spillere har præsteret, som forudsagt.

I 2009 var det den brasilianske angriber Alexandre Pato, der løb med Golden Boy-titlen, som derefter har måtte sande, at utallige skader og klubskift har forhindret den lovende angriber i at udleve sit fodboldtalent som forudsagt. Det samme gælder sig dog ikke helt for mange af de resterende spillere fra 2009-holdet, der alle er blevet store stjerner i sine respektive klubber. Indkast.dk kigger tilbage på the Suns daværende bud på en startopstilling med 2009s mest lovende Golden Boy-nomineringer for at vurdere, om spillerne har levet op til sine forventnger:


Målmand
Mario Balotelli

Tuttosport mente ikke dengang, at nogle af målmændene fra Golden Boy-nomineringerne i 2009 havde et særligt stort potentiale for at få en stor karriere, og derfor måtte de vælge mellem andre talenter. Valget faldt på italienske Mario Balotelli, der kun kan takke sig selv for en hektisk karriere, hvor konstant ballade omkring angriberen, udfordrende attitude og bemærkelsesværdige episoder på banen tilknyttes den ellers lovende angriber, der aldrig kunne forstå, hvorfor det altid gik ud over ham.

Efter at have slået igennem hos Inter vandt Balotelli Premier League med Manchester City og scorede nogle flotte mål for det italienske landshold for derefter at få nogle knapt så succesfulde ophold i Liverpool, AC Milan, Nice, Marseille og Brescia. Balotelli er stadigvæk aktiv i Serie B-klubben AC Monza.


Højre back
Rafael

Rafael var den eneste højre back, der var nomineret i 2009, og derfor fandt Manchester United-spilleren vej til 2009s XI. Rafael vandt Premier League tre gange med Manchester United gennem sine ti år i klubben, men faldt uden for truppen, da Sir Alex Ferguson annoncerede sin fratrædelse i 2013. Turen gik til Lyon, hvorefter han dagen i dag befinder sig i tyrkiske Istanbul Basaksehir, som slog Manchester United i Champions League i denne sæson.


Midterforsvar
Holger Badstuber

Den tidligere Manchester United-manager, Louis van Gaal, beskrev engang tyskeren som værende den bedste venstrebenede forsvarsspiller i Tyskland. Herefter måtte Badstuber dog løbe ind i et rent skadeshelvede, der har afholdt forsvarsspilleren fra at bevise, om van Gaal havde ret. 32-årige Badstuber var tilknyttet Bayern München i 15 år, der i 2017 vendte tilbage til Stuttgart på en fri transfer, hvor han tidligere har været spiller på akademiet. Selvom at Badstuber har været unægtelig meget skadet, så vandt han seks Bundesliga-titler samt Champions League i 2013 med Bayern München. I dag spiller Badstuber på Stuttgarts B-hold, der spiller i den tyske fjerdebedste række.


Midterforsvar
Simon Kjær

I 2009 rykkede Simon Kjær fra FC Midtjylland til Palermo, der efter ét år i klubben havde præsteret så godt, at han vandt Årets Talent i Danmark foran Christian Eriksen. Med ophold i Wolfsburg, Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla og Atalanta, så har Kjær i den grad levet op til sit forudsagte potentiale, der også udgør en enormt vigtig brik som nuværende anfører på det danske landshold, som han har spillet 102 kampe for. For tiden viser den 31-årige centerback sit rutinerede forsvarsspil i AC Milan, der storroses for sit spil. Senest er det sågar blevet til et mål mod Manchester United og to assists mod Fiorentina.


Venstre back
Davide Santon

Santon var bare én af Italiens allervarmeste talenter, som mest af alt nok huskes for fire lettere anonyme år i engelske Newcastle. 30-årige Santon har vundet Serie A to gange samt Champions League med Inter under kyndig trænerarbejde af José Mourinho. I Newcastle måtte Santon sande, at han mistede sin plads til Paul Dummett, og skiftede derfor tilbage til Inter i 2015, der dog ikke kastede mange kampe fra sig. Santon er på kontrakt i Roma til 2022, som han har været siden 2018.


Centermidtbane
Toni Kroos

I 2007 havde Toni Kroos allerede gjort positivt opmærksom på sig selv, da han til U17-VM blev tildelt Golden Boy-titlen. Siden er det blevet til ophold i Bayer Leverkusen og Bayern München, hvor han vandt Bundesligaen tre gange og Champions League én gang, for så at skifte til Real Madrid, hvor det er blevet til to La Liga-titler og hele tre Champions League-titler mere. Derudover vandt Kroos VM i 2014 med Tyskland.


Centermidtbane
Aaron Ramsey

Den nuværende Juventus-spiller har haft en imponerende vej til toppen af europæisk fodbold, hvis man tager højde for, at waliseren har haft brækket benet ganske alvorligt i Arsenal. Ramsey var en bærende kraft for Arsenal, da the Gunners fik brudt en 11-årig periode uden titler. Den 30-årige sidder igen ude med en skade i Juventus, som han har kontrakt med til 2023.


Offensive midtbane
Thomas Müller

31-årige Thomas Müller er den eneste nuværende spiller i Bayern München, der har vundet alt, der er at vinde, i tysk fodbold gennem de 12 år, som Müller har været omkring A-holdet. Derudover blev Müller topscorer på det tyske landshold under slutrunden i 2014, hvor Tyskland bekendt løb med VM-titlen. Ydermere har Müller været en unægtelig vigtig brik i Bayerns måde at spille fodbold på, hvor mange opspil går igennem ham.

Bayern München-klubmanden var ellers rygtet kraftigt til Manchester United sidste år, men heldigvis for Bayern, så blev klubkoryfæet kontraktforlænget til 2023 og kunne derfor spille Bayern München til endnu et Champions League-trofæ i 2020. I den nuværende Bundesliga-sæson har den offensive midtbanespiller leveret 10 mål og 14 assists og ser ikke ud til at være blevet én dag ældre med sit flotte spil.


Højre wing
Gareth Bale

Den walisiske troldmand blev i 2013 kåret til Årets Spiller i Tottenham efter at være omskolet fra sin venstre back i Southampton til en mere offensiv rolle, og blev derfor i samme år den dyreste transfer mellem to klubber i historien, da han skiftede Tottenham ud med Real Madrid til den nette sum af 741 millioner kroner.

31-årige Bale er nu tilbage på et lejeophold i Tottenham efter at være blevet frosset ud af cheftræner Zinedine Zidane i Real Madrid. Selvom at Bale ikke har kunne finde sin vilde form frem efter skiftet, så har han gentagne gange vist i både Real Madrid og på det walisiske landshold, hvor afgørende han kan være på de største fodboldscener. Tiden i Real Madrid sikrede Bale fire Champions League-titler, hvor Bale selv nok aldrig glemmer sit saksesparkmål mod Liverpool i Champions League-finalen i 2018.


Venstre wing
Eden Hazard

Den 30-årige belgier havde uomtvisteligt et kæmpe potentiale, da han hos franske Lille modtag titlen ’Young Player of the Year’ hele to gange, da han leverede 50 mål og 53 assists og derfor skiftede til Chelsea på en 276 millioner kroner-aftale i 2012.

Efterfølgende vandt Hazard to Europa League-titler og Premier League to gange ved siden af andre pokalbedrifter. Dette sikrede ham interesse fra Real Madrid, der købte den teknisk dygtige wing til hele 1,1 milliard kroner i 2019. Dog må Real Madrid og Hazard erkende, at den 30-årige wing ikke har kunne forløse sit potentiale grundet skader, operationer og dårlig form samt levet op til det potente prisskilt, hvilket har betydet, at Hazards værdi er faldet til under 30 procent af den daværende pålydende værdi, som Real Madrid betalte for belgieren.


Angriber
Daniel Sturridge

Manchester City-akademispilleren blev i 2009 Chelsea-spiller, hvor han gjorde sig godt på både kanten og som angriber. I 2013 skiftede Sturridge til Liverpool, hvor han cementerede sit angrebspotentiale som én af Englands allerfarligste angribere. En karriere med 68 mål og 26 assists i 160 kampe for Liverpool var medvirkende til at sikre Sturridge og Liverpool et Champions League-trofæ i 2019. Mange vil sige, at skaderne fratog Sturridge muligheden for at vise sit værd, men Liverpool-fans vil sjældent glemme den magiske SAS-konstellation sammen med Luis Suárez, der næsten sikrede Liverpool et mesterskab, der snævert tabte det til Manchester City.

I dag er 31-årige Sturridge klubløs efter at have fået ophævet sin kontrakt med tyrkiske Trabzonspor, da han måtte acceptere, at han havde overtrådt regler indenfor videregivelse af insider-viden til betting-formål.

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik