Fodbold nyheder

Barça savner Luis Suarez som Real savner Cristiano Ronaldo

Af Christian Bang Jensen

Ifølge den tidligere Atlético Madrid, Villarreal og Manchester United-angriber Diego Forlad begik FC Barcelona en afgørende fejl ved at sende landsmanden Luis Suarez ud af klubben.

Article image
Ritzau-Scanpix

Barcelonas første sæson uden Luis Suarez har mindet om Real Madrids kamp for at erstatte Cristiano Ronaldo. Det mener den tidligere Atlético Madrid, Villarreal og Manchester United-angriber Diego Forlan.

- Barcelona savner Luis (Suarez), som Real Madrid savner Cristiano Ronaldo. Det er jo ikke bare en god spiller, du mister. Det er også en masse mål. Når du skiller dig af med spillere som Ronaldo eller Suarez, skal man have dem erstattet med et par nye ansigter for at kompensere for de manglende mål. Og der er altid en risiko for, at nye spillere skal tilpasse sig et nyt sted, fortæller den nu pensionerede angriber, der i en lang periode spillede sammen med Luis Suarez på det uruguayanske landshold til nyhedsbureauet AFP.

Luis Suarez fik en noget abrupt afsked med FC Barcelona, som han spillede for fra 2014 til 2020, hvor det umiddelbart virkede som om, at han blev brugt som en brik i magtspillet mellem Lionel Messi og den daværende præsident Josep Maria Bartomeu. Noget som den tidligere landsholdsmakker Diego Forlan også forholder sig til.

- Alt hvad jeg ved er, at afskeden ikke handlede om hans præstationer på banen. Jeg sendte en besked til ham og sagde: Du behøver ikke bevise noget for nogen, så bliv ved med at gøre det du gør - også i Atletico Madrid. Du skal fortsætte med at være dig selv.

- Når du bliver straffet for noget, du ikke har gjort, når du stadig er i god form og spiller godt, skal dit mål naturligvis være at vise, at du stadig kan præstere, fortæller Diego Forlan, der selv spillede 198 kampe og scorede 96 mål for Atletico Madrid.

Og Luis Suarez har hørt efter Diego Forlan. Den 34-årige angriber er i denne sæson noteret for 16 scoringer for Atlético Madrid. Kun den tidligere holdkammerat og rigtig gode ven Lionel Messi er foran uruguayaneren på denne sæsons topscorelisten med 19 scoringer.

Luis Suarez har dermed været afgørende for, at ”Los Colchoneros” i skrivende stund er fem point foran Barcelona på andenpladsen inden weekendens kampe. Her venter et spændende Madrid-derby mellem Atlético og Real samt en svær udebanekamp for Barcelona i Pamplona mod Osasuna.

Mere om Luis Suárez

Mere om Atlético Madrid

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik