LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: Championship
FT
1 - 3
(1 - 1)
Reading
Brentford
Magnus Kisbye

På vej i Premier League? Danskerklub topper Championship

Efter 3-1 sejren over Reading onsdag aften topper Thomas Frank og Brentford-mandskabet Championship.
Danskerklubben Brentford vandt onsdag aften udekampen mod Reading, og sejren sender ’The Bees’ fra Vestlondon op på førstepladsen i Championship – den næstbedste engelske række. Efter 28 spillede runder er klubben nu favoritter til at rykke op i Premier League.

Holdet er stærkt besat af danskere med landsholdsspillere som Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Christian Nørgaard. I alt syv danske spillere er at finde i Brentfords trup, mens Thomas Frank er klubbens træner. Netop Thomas Frank udtalte inden aftenens kamp, at intet er afgjort endnu.

- Man vinder ikke Championship i februar. Tre point ville være stort, men for mig er det bare de næste tre point. Vi ved, hvor vi gerne vil ende i slutningen af sæsonen. Det her er bare endnu en kamp, sagde Thomas Frank ifølge Brentfords Twitter inden aftenens opgør mod Reading.

3-1-sejren var Brentfords 21. ubesejrede kamp på stribe. Holdet har ikke tabt i Championship siden nederlaget til Stoke 24. oktober sidste år. Med 18 kampe igen bliver ’The Bees’ jagtet af Norwich og Swansea på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Norwich har to point færre end Brentford, mens Swansea er fire point efter med en kamp i hånden. De to bedste hold rykker direkte op i Premier League, mens holdene fra 3.- til 6.-pladsen skal kæmpe om én yderligere plads.

Statistikmediet FiveThirtyEight har tiltro til danskerklubben, og vurderer i skrivende stund, at de har 87 % chance for at rykke op i Premier League, mens de sætter 60 % sandsynlighed for, at klubben vinder Championship.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder