Esbjerg fB har fået ny hovedaktionær
1. Divisionsklubben EfB kan fredag afsløre, at en amerikansk investorkreds indstilles som ny majoritetsaktionær.
EfB Elite A/S, Selskabet bag Esbjerg fB, har på en ekstraordinær generalforsamling fredag offentliggjort, at en amerikansk investorkreds indstilles som majoritetsaktionær med mere end 50 procent aktiekapitalen i 1. Divisionsklubben EfB. Investorkredsen skyder 30 millioner kroner ind i EfB Elite A/S, og der er altså tale om en kapitaludvidelse, da der ikke bliver tale om salg af eksisterende aktier.
Den amerikanske investorgruppe kommer til EfB med stor erfaring fra fodboldens verden, da gruppen i forvejen er majoritetsaktionære i andre fodboldklubber. Her er der tale om engelske Barnsley FC, belgiske KV Oostende, franske AS Nancy samt har kapitalinteresse i schweiziske FC Thun.
Bestyrelsesformand i EfB, Palle Guldager Kristensen, byder den nye investorkreds velkommen med åbne arme:
- En ting er, at vi har sikret EfB et nyt, økonomisk ståsted, men at vi samtidig også får glæde og gavn af enorm brancheerfaring fra store fodboldlande har også vægtet meget højt på vores liste. Der er tale om en yderst professionel gruppe, og vi er overbeviste om, at den moderne tankegang omkring fodboldspillet bliver en gevinst for klubben. Det er en stor dag for EfB, siger han i en pressemeddelelse.
Også talsmand for investorkredsen, Poul Conway, ser frem til det fremtidige samarbejde:
- Vi er meget glade for at blive nye, betydningsfulde aktionærer i EfB, som de seneste 97 år har været en vigtig del af byen Esbjerg. EfB var attraktiv for os på grund af den imponerende historie, det stærke akademi samt de passionerede fans og sponsorer. Vi har til hensigt at fortsætte stilen med de dygtige unge spillere, og tilføje endnu mere dansk talent ved hjælp af vores dokumenterede data- og analyseplatform, siger han til efb.dk