Fodbold nyheder

Den store La Liga-optakt

Af Christian Bang Jensen

Hvordan kommer det til at gå de giganterne, er Sevilla på vej ind i top-3, hvor står Valencia efter et udsalg, og hvem bliver de store historier i La Liga-sæsonen 2020/21, Indkast.dk bringer dig her den store La Liga-optakt, hvor vi præsenterer alle 20 klubber i den bedste spanske række.

Article image
Ritzau-Scanpix

Generel kommentar
Der er ingen tvivl om, at La Liga anno 2020/21 bliver en speciel en af slagsen. Når turneringen begynder, bliver det uden tilskuere på stadion, flere store klubber, herunder Barcelona og Valencia, er i kæmpe krise, mens subtoppen er blevet bedre end tidligere, hvor Sevilla, Villarreal og Real Sociedad alle ser meget spændende ud. I bunden er spændingen også til at tage at føle på med tre oprykkere, der alle vil kunne levere overraskelsen og overleve sæsonen.

På grund af coronakrisen og dens effekt på den spanske økonomi, har der været forbløffende få indkøb. Real Madrid og Valencia har ikke købt en eneste spiller, mens Atlético Madrid kun har købt en reserve målmand. I perioden fra 1. juli og frem til sæsonens første opgør mellem Eibar og Celta Vigo har kun en handel kostet over 70 millioner kroner, hvilket er helt uhørt i de øverste europæiske ligaer.

Nedenfor ser vi nærmere hvert enkel af de 20 hold der skal kæmpe om alt fra trofæer til overlevelse i en af Europas bedste ligaer. Og så må vi ikke glemme danskerne.


Alavés
Igen i denne sæson skal Alavés forsøge at fastholde deres position i La Liga. Sidste sæson blev det til en 16. plads, og det bliver formentlig i samme område, klubben ender denne gang. Interessant bliver det at se træner Pablo Machin og hans spillestil. Alavés har været kendt for en solid defensiv, men under den nye træner vil ”El Glorioso” forsøge at spille mere ambitiøst med flere boldberøringer og afleveringer. Det har dog kostet på defensiven i træningskampene, hvor man i snit har lukket to mål ind per kamp. Hold især øje med Rodrigo Battaglia på midten og angrebsduoen Joselu og Lucas Pérez.

Athletic Bilbao
Den baskiske klub med politikken om ikke at have andet end baskere i truppen må og skal gå efter de europæiske pladser. Dem nåede man ikke i seneste sæson. I stedet har man en Copa del Rey-finale mod Real Sociedad på hånden, som skal spilles, når der igen kan komme tilskuere på tribunerne. Truppen minder om den man kender med undtagelse af angriberen Aritz Aduriz, der stoppede karrieren under coronapausen i foråret. Og det er især i angrebet Athletic Bilbao kan få problemer. Det bliver formentlig midtbanespilleren Raul Garcia, der skal spille i front med Inaki Williams og Iker Muniain på kanterne.

Atlético Madrid
Den længst siddende manager i Spanien, Diego Simeone, er fortsat at finde på Wanda Metropolitano. Under ham er Atleti gået fra at være en klub i kaos til en europæisk sværvægter. Men siden mesterskabet i 2014 har man ikke rigtig været tæt på Real Madrid og FC Barcelona. Skal Atlético Madrid igen blive mestre, er i år et godt bud. Efer coronapausen var Atlético Madrid et af de stærkeste hold i Spanien – en succes der især blev skabt på de mange udskiftninger man kan lave under kampen. Det passede godt til Diego Simeones tropper, der altid har et højt løbepensum. Skal man hive et trofæ hjem kræver det, at man kan få gang i talentet Joao Felix. For uden et eneste nyt indspark i truppen (udover en kroatisk reservemålmand) er portugiseren manden, man skal kigge efter.

Barcelona
Først var han ude, så kom han tilbage, men Lionel Messi er tydeligt ikke glad for situationen i Barcelona. Målet for catalonierne bliver i denne sæson at starte en genopbygning, og samtidig få det bedste (og sidste) ud af argentineren. Forventningerne har aldrig i Messis tid været lavere til Barça og det kan være på positivt og negativt for den nye hollandske manager Ronald Koeman. Udover Lionel Messi arbejdes der på at afskippe nogle af de ”gamle drenge” og især Luis Suarez er ikke en del af Ronald Koemans planer. De unge spillere Ansu Fati og Rique Puig bliver interessante at følge, da de kommer til at skulle bære en tung arv allerede fra næste sæson. Og hvad skal der ske med Martin Braithwaite?

Betis
Real Betis er en kæmpe klub i Spanien. De kommer fra Sevilla, en af de største byer, og har et af de største stadions i landet med nogle af de mest engagerede fangrupperinger. Men hvad gør det, når der ikke må komme tilskuere på stadion? Real Betis lever sjældent op til de ufattelige høje forventninger der er til klubben, og igen i denne sæson er forventningerne at Los Verdiblancos skal kæmpe med om de europæiske pladser. Det kommer til at hvile på skuldrene af Sergio Canales, Nabil Fekir, Borja Iglesias og selvfølgelig klublegenden Joaquin. Men realiteten er nok nærmere, at Betis ender i midten af tabellen.

Cadiz
Det er 15 år siden, Cadiz senest var at finde i Spaniens bedste række. Oprykkerne fra havnebyen Cadiz kommer dog op med selvtillid og en meget bred trup. Klubben har gennem længere tid forberedt sig på en oprykning, og nu er det endelig lykkedes. Gennem fire sæsoner har de gulklædte ligget i toppen af den næstbedste række, og frem mod denne sæson har man hentet den erfarne Alvaro Negredo ind til angrebet og danske Jens Jønsson. Det bliver en kamp for overlevelse, men en kamp de er helt klar til at tage med en klart defineret spillestil.

Celta Vigo
De seneste to sæsoner har været voldsomt skuffende for Celta Vigo. De har været døde og begravet utalige gange, men har altid gravet sig ud og overlevet. Dette skyldes især angriberen Iago Aspas, der igen i denne sæson skal være talismanen, hvis ikke klubben fra Galicien skal falde igennem igen. Målet skal dog være mere end bare at overleve, når man ser på truppens kvalitet. I denne sæson skal der præsteres. Det har længe været kendt som en danskerklub, men med salget af Pione Sisto er den sidste rest af danskerklikken ude. Hvis man da glemmer den tyrkiskdanske Emre Mor.

Eibar
Den mindste klub i La Liga. Alligevel er det syvende sæsonen i træk med den lille baskerklub i den bedste række. Med knofedt, hårdt arbejde og tæring efter næring har man stået fast og beholdt sin plads. Denne gang bliver udfordringen dog stor, da man har mistet flere profiler som Ivan Ramis, Gonzalo Escalante og Fabián Orellana uden at have erstatte dem. Overlevelse bliver igen målet for sæsonen.

Elche
Den sidste oprykningsplads gik til Elche efter en dramatisk playoff-finale mod Girona den 23. august. 20 dage har man haft til at gøre en trup klar til første runde og derfor er Elche den største favorit til at rykke ned igen. Truppen bærer ikke præg af La Liga-erfaring, og det er i virkeligheden en oprykning der er kommet en sæson eller to for tidlidt for Elche. Det kan omvendt give en masse god erfaring så man igen fra næste sæson vil være kandidat til at rykke op igen, hvis ikke mission overlevelse lykkes i år. Den vigtigste spiller er den 40-årige legende Nino i angrebet som for første gang siden 2014 skal spille en sæson i den bedste række.

Getafe
Under Pepe Bordalás er Getafe gået fra at kæmpede for overlevelse til at være et hold, der med hårdt fysisk spil driller de store og kæmper med i toppen af rækken. Det er efterhånden forventningen af Getafe slutter i top-10, men med en yngre trup frem til denne sæson bliver det ikke nemt at leve op til forventningen. Omvendt skal der i denne sæson ikke fokuseres på europæiske kampe, hvilket vil være godt for Jaime Mata, Marc Cucurella og Dakonam Djené.

Granada
Den helt store overraskelse i sidste sæson var oprykkerne fra Granada. En sjetteplads og europæiske kampe i denne sæson. Som man har set det mange gange før kan dette dog være en forfærdelig gave, der kan koste voldsomt i Ligaen. Senest så man det med Espanyol, der rykkede ud i sidste sæson, og samme skæbne må ikke gå udover Granada. Her skal en stærk defensiv holde tæt, og så må man se om veteranen Roberto Soldado kan putte en kasse eller to ind.

Huesca
Efter en sæson i Segundaen er Huesca tilbage i den bedste række og her bliver målet at overleve, så man kan blive et fast inventar i La Liga. Træner Michel har samlet en trup af talenter, der ikke kunne slå igennem i andre spanske klubber og krydret det med ældre spillere. På midten skal Sergio Gómez fra Barcelonas La Masia og Dortmund spille ved siden af rutinerede Mikel Rico, mens Rafa Mir, der er opvokset i Valencias akademi, skal spille i front sammen med Leicesters tidligere angriber Shinji Okazaki.

Levante
Som altid er første mål for valencianske Levante at overleve. Træner Paco López har været i stand til at opnå dette mål tre sæsoner i træk og med indgangen til endnu en sæson i den nedre halvdel, er det vigtigt at klubben har kunne holde på stammen med Aitor Fernandez på mål, Ruben Vezo og Sergio Postigo i forsvaret, Nikola Vikcevic og José Campana på midten samt anfører José Luis Morales i front.

Osasuna
Osasuna kan i denne sæson fejre 100-års fødselsdag, og klubbens største fødselsdagsønske er en overlevelse, der kan stabilisere klubben sportslig og økonomisk. Men starten på sæsonen bliver vigtig. Flere af de vigtigste spillere, herunder Chimy Ávila, sidder ude med skader de første runder og det kan få afgørende betydning i en tæt bund strid.

Real Madrid
De forsvarende mestre har ikke hentet et eneste nyt ansigt til truppen. I stedet er det kontinuiteten med Zinadine Zidane ved roret, der skal sikre endnu et mesterskab til kongeklubben. Hvor der i Barcelona har været uro, har Real Madrids sommer været karakteriseret af et stabilt og roligt miljø. ”Los Blancos” har ikke vundet ligaen to år i træk siden 2008, men i år har man en unik mulighed for netop dette. Intet mindre end et mesterskab er acceptabelt for Real Madrid. Interessant bliver det at se de unge krafter i Fede Valverde, Martin Ödegaard, Vinicius Junior, Rodrygo og Marco Asensio.

Real Sociedad
Et af de mest spændende projekter i ligaen er de blå og hvidstribede fra Baskerlandet. En tilbagevenden til Europa og David Silva hentet til truppen gør, at forventningerne til Real Sociedad er høje i år. Den store stjerne bliver dog nok Mikel Oyarzabel, hvis mål og assist-konto er øget år for år. I front kommer svenske Alexander Isak til at få en afgørende betydning og med en stærk og rutineret defensiv, ja så burde man have opskriften til en solid sæson. ’

Sevilla
Et andet spændende projekt er det man finder i Sevilla. Med (endnu) en Europa League titel under bæltet og en fantastisk afslutning i ligaen i sidste sæson er klubben tilbage i det fineste selskab både nationalt og internationalt. Forventninger til Julen Lopetegui og sportschefen Monchi er så høje, at flere eksperter har Sevilla foran Barcelona. Ind i truppen er kommet Ivan Rakitic og unge Oscar Rodriguez og sammen med Lucas Ocampos skal de være udfordre ikke bare til top-4 – men til mesterskabet.

Valencia
På den ene side kan sæsonen ikke komme hurtigt nok i gang for Valencia. På den anden side kunne man godt bruge en rigtig lang pause, så den nye træner Javi Gracia har tid til at sætte et hold sammen. Ejer Peter Lim har solgt ud af alt arvesølvet i denne optakt, og spillere som Ferran Torres, Dani Parejo og Rodrigo er væk. Ind er kommet… ja nogle ungdomsspillere og tilbagevendte udlejninger. Derfor er forventningerne til den faldne kæmpe nærmest ikke til stede i denne sæson. Alt fra en europæisk plads til en plads lige over nedrykningsstregen er i spil for Daniel Wass og resten af Los Che.

Valladolid
Med brasilianske Ronaldo som præsident i lille Valladolid er det lykkes at skabe et solidt fundament, som har sikret to sæsoner i træk. Med Joaquín, Javi Sánchez and Bruno González er der en defensiv soliditet, der skal bane vej for en ny overlevelse i den bedste række. Dertil kan man krydre offensiven Fabián Orellana, som kommer til at være tungen på vægtskålen i forhold til andre klubber i den nederste halvdel.

Villarreal
Inden for en uge løb tre transfers ind for Villarreal der alle har skubbet forventninger til den gule ubåd højt op. Francis Coquelin og Dani Parejo er kommet fra Valencia og Take Kubo fra Real Madrid. De skal sammen med topangriberne Paco Alcacer og Gerard Moreno samt den lynhurtige kantspiller Samuel Chukwueze bringe Villarreal helt frem omkring Champions League-pladserne. Dertil har klubben fra Valenciaforstaden en fantastisk defensiv med Sergio Asenjo på mål og Pau Torres og Raul Albiol i forsvaret. Et klassemandskab. Kan de leve op til forventningerne.

Forventet slutstilling
1. Real Madrid
2. Sevilla
3. Atletico Madrid
4. Villarreal
5. Real Sociedad
6. FC Barcelona
7. Getafe
8. Athletic Bilbao
9. Real Betis
10. Valencia
11. Granada
12. Levante
13. Valladolid
14. Osasuna
15. Cadiz
16. Celta Vigo
17. Alaves
18. Eibar
19. Huesca
20. Elche

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik