Bundu-forlængelse bliver svært
Det bliver utrolig svært for AGF at beholde stjernen Bundu.
Mustapha Bundu har haft en forrygende sæson i AGF, hvor han har bidraget med otte mål og 10 assists i kun 22 kampe - det svarer til, at offensivspilleren har været indblandet i hele 48% af AGFs mål i denne sæson.
Den flotte sæson er ikke gået uset hen fra hold i andre ligaer, og derfor har AGF modtaget flere henvendelser fra interesserede klubber. Det skriver Tipsbladet.
- Der er stor interesse for Bundu qua hans præstationer hen over det seneste års tid. Og det er selvfølgelig helt naturligt, for han er en meget dygtig spiller. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der er i tvivl om. Men han er selvfølgelig stadig ung, og han skal stadig lære nogle ting.
- Men jeg tror, han er klar til at tage næste skridt. Men om det kommer til at ske, det afgører AGF jo et eller andet sted, i forhold til prisen på ham. Så det kan jeg ikke sige noget om, for det ved jeg simpelthen ikke, udtaler Bundus agent, John Sivebæk, ifølge MTAC til selvsamme medie.
Yderligere vil Sivebæk ikke afvise, at Bundu kan blive i klubben, men at dette scenarie er højest usandsynlig.
- Jeg kan jo føle og mærke den interesse, der er for ham, så det bliver svært (med en forlængelse, red.). Også fordi AGF vel også har en interesse i at tjene nogle penge på ham, afslutter Sivebæk ifølge MTAC.