Fodbold nyheder

Det er sket siden: Milan sidst slog Inter

Af Stefan Lindahl

I morgen mødes AC Milan og Inter i sæsonens første “Derby della Madonnina”. Seneste Milan-sejr i liga-sammenhæng over rivalerne kom i januar 2016. Indkast har fundet ti ting, der er sket i fodbold-verden siden den sejr.

Transfer-rekorden er blevet slået to gange
To gange siden, Milans sidste liga-sejr over Inter, er transfer-rekorden blevet slået. Først blev Paul Pogba verdens dyreste, da han skiftede Juventus ud med Manchester United for 784 mio. kroner. Sommeren efter skiftede Neymar til Paris Saint-Germain for 1,642 mia. kroner.


Sunderland er rykket ned i League One
Sunderland er siden den sidste Milan-sejr i derbyet rykket ned fra Premier League til Championship for derefter at rykke ned i League One. Den nordengelske klub befinder sig nu på anden sæson i den tredje bedste engelske række.


Kevin Prince-Boatengs nomadetilværelse
Kevin Prince-Boateng var ved Milans sejr i 2016 over Inter på bænken hos vinderne. Siden den sejr har Boateng spillet i seks forskellige klubber. Det er blevet til kampe for netop AC Milan, Las Palmas, Eintracht Frankfurt, Sassuolo, FC Barcelona og Fiorentina.


Milano-klubberne har skiftet træner 12 gange
De to Milano-klubber har, siden seneste Milan-sejr i Serie A over Inter, tilsammen skiftet træner 12 gange. AC Milan har haft fem forskellige i form af Sinisa Mihajlovic, som vandt den seneste kamp over Inter, Cristian Brocchi, Vincenzo Montella, Gennaro Gattuso og nu Marco Giampaolo. Inter har haft syv forskellige, og har ligesom Milan også skiftet ud på bænken denne sommer. De syv hos Inter er legenden Roberto Mancini, Frank de Boer, Stefano Vecchi, Stefano Pioli, Stefano Vecchi igen, Luciano Spalletti og ny Antonio Conte. Juventus har siden Milans sejr kun skiftet træner en gang.


Kun fem spillere fra startopstillingerne dengang er stadig i klubberne
Kun fem spillere, der var en del af Milan og Inters startopstillinger i kampen i 2016, er stadig en del af klubberne. Det drejer sig for Inter om målmand og anfører Samir Handanovic og midtbane-kroaten Marcelo Brozovic. For Milan er det ligeledes på keeper-posten i form af Gianluigi Donnarumma, så er det anfører Alessio Romagnoli og den skadesplagede midtbanespiller Giacomo Bonaventura.


Juventus har vundet alle tre mesterskaber
Juventus har siden Milans seneste sejr over Inter i liga-sammenhæng gjort rent bord i Serie A og vundet alle tre mesterskaber. De tre mesterskaber på de tre år er flere mesterskaber, end Milan har vundet i hele det 21. århundrede. Milan har to “Scudettos” siden årtusinde-skiftet.


Ingen medaljer i Milano
Siden Milans sidste sejr over bysbørnene har ingen af de to Milano-klubber vundet medaljer i Serie A. To gange er Inter havnet på fjerdepladsen imens, at Milan ikke har ramt top fire siden 2012/2013-sæsonen, hvor det blev en tredjeplads. Det er iøvrigt den seneste liga-medalje til en Milano-klub. Til sammenligning har Atalanta en medalje, Napoli tre medaljer og Roma to siden Milans sidste derby-sejr.


Empolis elevator-tur
Italienske Empoli er siden Milan-sejren i 2016 rykket ned i Serie B, rykket op i Serie A og rykket ned i Serie B igen.


F91 Dudelange har kvalificeret sig til Europa League
Upåagtede F91 Dudelange fra Luxembourg har to gange kvalificeret sig til Europa League siden Milans sejr over Inter i 2016. Det er letzeburgernes første deltagelse i et europæisk gruppespil nogensinde. I samme periode har Milan samme antal europæiske deltagelser, imens Inter har tre europæiske gruppespil. To af dem i Champions League.


Messi og Ronaldo mål-amok
Siden Milans sejr over Inter i Serie A i 2016 har FC Barcelonas argentinske super-stjerne Lionel Messi nettet 122 gange og den portugisiske ditto, Cristiano Ronaldo, fra Juventus har 95 gange puttet kuglen i rosen. Derfor en samlet mål-total siden Milan-sejren på 217.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik