Jakob Hansen

Top 10: Bedste spillere uden CL-trofæ

Hvem er de bedste spillere, som aldrig formåede at vinde Champions League?
Indkast.dk har fundet de ti bedste spillere, som aldrig har været med til at løfte det prestigefyldte trofæ. På listen er der kun inkluderet spillere, som allerede er stoppet fodboldkarrieren.


10. Francesco Totti
Francesco Totti er en legende i italiensk fodbold. Han spillede i Roma i perioden 1992-2017, hvor han nåede 57 Champions League-optrædener. Totti nettede 17 gange i den store tuernering, men det tætteste han kom på titlen var kvartfinaler.


9. Michael Ballack
Michael Ballack var tæt på Champions League-trofæet med to klubber. Først var han i finalen med Leverkusen i 2002, og seks år senere var han der så igen med Chelsea. Begge gange tabte tyskeren dog, men han nåede til gengæld at spille hele 93 Champions League-kampe i karrieren.


8. Ruud van Nistelrooy
Intet mindre end 56 mål i 73 kampe. Det er Ruud van Nistelrooys Champions League-statistikker, som må siges at være imponerende. Tre gange formåede hollænderen sågar at blive topscorer i turneringen, men alligevel blev det aldrig til en finale. Det tætteste var i 2002, hvor hans daværende klub Manchester United røg ud til Leverkusen i semifinalen.


7. Patrick Vieira
Selvom Patrick Vieira nåede at spille 76 Champions League-kampe for henholdsvis Arsenal, Juventus og Inter, så kom han ikke i nærheden af at løfte Champions League-pokalen. Tre gange nåede han kvartfinalen, men kom aldrig længere end dette. Uheldigvis for franskmanden så skiftede han i januar 2010 fra Inter til Manchester City, hvorefter Inter et halvt år senere vandt finalen mod Bayern München.


6. Dennis Bergkamp
Arsenal-legenden Dennis Bergkamp vandt to UEFA Cup-trofæer i hans karriere, men var aldrig med til at vinde Champions League. Hollænderen nåede ellers finalen i hans sidste sæson som professionel i 2006, men her tabte Arsenal 1-2 til Barcelona.


5. Eric Cantona
Eric Cantona spillede Champions League-fodbold med Manchester United. Her nåede franskmanden dog ikke længere end semifinalen, hvor man i 96/97-sæsonen tabte til Dortmund. Efter sæsonen stoppede Cantona fodboldkarrieren i en alder af 30 år, og blot to år senere vandt United så trofæet, da man slog Bayern München i finalen.


4. Hernan Crespo
Hernan Crespo spillede 65 Champions League-kampe i karrieren, og scorede heri 25 mål. Han scorede sågar to mål i finalen i 2005, men her endte hans klub Milan med at tabe til Liverpool, efter man havde været foran 3-0 ved pause. I 2009 skiftede den uheldige angriber fra Inter til Genoa, og blot et år senere vandt Inter så Champions League-titlen.


3. Fabio Cannavaro
Ballon d'Or-vinder og en af verdens bedste forsvarsspillere nogensinde. Fabio Cannavaro formåede endda også at vinde en VM-titel med Italien, men Champions League-trofæet kom aldrig i hus. Tættest på kom han i 2003, da hans hold Inter tabte semifinalen mod rivalerne fra Milan.


2. Pavel Nedved
I 2003 vandt Pavel Nedved Ballon d'Or, og selv samme år gik hans klub Juventus i Champions League-finalen. Her havde Nedved dog karantæne, og Juventus endte med at tabe finalen mod Milan i straffesparkskonkurrence. Tjekken nåede 79 Champions League-kampe i karrieren, men det var desværre ikke nok til en titel i turneringen.


1. Ronaldo
På førstepladsen finder vi ingen ringere end Ronaldo. To gange Ballon d'Or og to VM-titler, men alligevel vandt den brasilianske troldmand aldrig Champions League-trofæet. Faktisk nåede Ronaldo aldrig længere end til semifinalen, som hans klub Real Madrid i 2002/2003-sæsonen tabte til Juventus.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER