Fodbold nyheder

Shakhtar - olie og brasiliansk kærlighed

Af Torsten Brix

Indkast.dk har kigget nærmere på det ukrainske storhold... som pludselig dukkede op!

Article image
Ritzau-Scanpix

Olie har startet krige, skabt misundelse og dumheder – som da en halvstiv dansk udenrigsminister forærede Norge store mængder - eller givet fodboldklubber et voldsomt løft, som det er tilfældet med ukrainske Shakhtar Donetsk. Her har olie-kongen Rinat Akhmetov brugt en formue på at skabe et storhold, hvilket er lykkedes ret godt – hvilket de seneste resultater i Champions League bevidner.

For da ukrainerne besejrede historisk stærke Manchester City med 2-1 i 2017 sikrede de sig videre deltagelse fra den stærke pulje med Napoli og Feyenoord. Også blev kampen endda ikke spillet på det imponerende Metalist stadium, som har været ude for en meget dyr renovering. Dette har tidligere fået tildelt fem stjerner af UEFA, og har blandt andet et ungdomsakademi med plads til over 3.000 børn som blot en del af et imponerende træningsanlæg.

Samtidigt med denne voldsomme stadionudvidelse for den ukrainske klub, så væltede der ind med især brasilianske spiller i klubbens trup. Første brasilianer kom til klubben i 2002, og det har sidenhen startet en stærk forbindelse mellem den sydamerikanske fodboldverden og den østlige del af Ukraine.

Omtalen af de brasilianske talenter i Shakhtar Donetsk blev først rigtig synlig for fodboldeuropa, da den daværende italienske landsholdshold-angriber Cristiano Lucarelli skiftede til den ukrainske storklub, og efterfølgende vandt holdet mesterskabet to år i træk og fjernede dermed selveste Dynamo Kiev fra den fodboldtrone, som de ellers havde siddet på gennem mange år.


Fra John Hughes til Akhmetov
Shakhtar Donetsk blev dannet i 1869 af den walisiske forretningsmand John Hughes, der dengang byggede masser af stålværker i området, og det er ikke langt fra den måde, som den nuværende pengemand Akhmetov har tjent sine enorme formuer. Således er Akhmetov af Forbes Magazine blevet kåret til verdens 214. rigeste mand. Nu lyder det måske ikke af meget, men det er det – og Akhmetov er også klart Ukraines rigeste mand.

Akhmetov er som mange andre rigmænd på de kanter blevet beskyldt for at deltage i organiseret kriminalitet, men han er ikke dømt for noget. Meget på denne egn handler om penge, og det har også været bevæggrundene for de mange spillere, der er taget den lange rejse til Ukraine. Allerede da den italienske angriber Lucarelli i 2007 skiftede til klubben, blev det gjort klart, at her var der økonomiske midler, der ikke rimede på noget fra den ukrainske befolkning. Således fik Lucarelli stillet et privatfly til rådighed, hvis hans kone skulle få for meget hjemve og gerne ville en sviptur til Italien. Udover denne luksus er forholdene også i orden – bortset fra vejret, men det kan Akhmetovs penge næppe ændre for klubben.


Pengene har givet resultater
Siden 2002 er det blevet til masser af nationale mesterskaber og pokaltitler samt et enkelt Europa League-trofæ, så investeringerne har båret frugt. Klubben kan dog godt beskyldes for at føre en besynderlig forretningsmodel.

Holdets defensiv består af østeuropæiske spillere, mens offensiven er tegnet af mange sydamerikanere - med underlige kontraktforhold. De fleste af de sidstnævnte spillere ejer klubben nemlig ikke, men i stedet ejer investorerne store dele af rettighederne over disse spillere, og kritikere mener også at vide, at disse pengemænd ofte har indflydelse på, hvilke spillere der får spilletid på holdet. Dette hævdes at være årsagen til, at holdet i senere år ikke har præsteret som tidligere i den hjemlige turnering. De vandt blandt andet ikke det ukrainske mesterskab i 2014/15 og 2015/16-sæsonerne, hvilket er meget uvant på de breddegrader. De fem sæsoner før det blev de mestre og forklaringen er måske ligetil. Spillerne har ikke det niveau som klubben tidligere har haft med brasilianske spillere som Willian, Luiz Adriano og Fernandinho, så der er sket en udvikling for det brasiliansk-inspirerede "olie-hold" fra Ukraine.

Mere om Donetsk

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik