Tysk målmand flirter med Real Madrid
Tysk landsholdsmand drømmer om at spille for Real Madrid.
Skulle den meget omtalte De Gea-handel glippe for Real Madrid, så skal de ikke lede længe efter en ny og villig målmand. Bayer Leverkusens Bernd Leno har fortalt T-Online, at han drømmer om at spille for en klub som Real Madrid, og at ”Los Blancos” har en særlig plads hos den tyske landsholdsmålmand.
- Vi spiller regelmæssigt i Europa med Leverkusen, men det er stadig min drøm en dag at spille for en kæmpe udenlandsk klub. Real Madrid er det hold, som jeg siden barnsben har været fan af, fortæller Leno til T-Online.
Tidligere i år kunne Indkast.dk rapportere, at Bernd Leno var rygtet til den spanske hovedstad og Real Madrid. I marts sagde Leno følgende til Kicker;
- Det er en utrolig stor ære at blive sat i forbindelse med Real Madrid. Jeg vil dog slå fast, at jeg har fuld fokus på Bayer Leverkusen.
Men nu hvor sommerens transfervindue nærmer sig, er den 25-årige tysker mere åben overfor et skifte til Real Madrid.
Bernd Leno har spillet i Bayer Leverkusen siden 2011, hvor han kom til klubben fra Stuttgart. Med over 200 kampe på CV'et for Leverkusen og to år tilbage af sin nuværende kontrakt, skal Real Madrid eller andre interesserede nok ikke forvente, at prisen på Leno vil være i den lave ende.