Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Tim Larsen

Ferenc Puskas - Legenden

Anden søndag i advent byder på et portræt af en af fodboldhistoriens største angribere.
- Hvis en god spiller har bolden, er han i stand til at finde tre spilmuligheder – Puskas så altid mindst fem, sagde den ungarske forsvarsspiller Jeno Buzanszky engang.

Det er blot én af mange ting, der karakteriserer en af fodboldhistoriens helt store angribere – Ungarske Ferenc Puskas, som igennem sin karriere blandt andet vandt fire ungarske mesterskaber med Honvéd Budapest og fem spanske med Real Madrid. I alt scorede han 514 mål i 529 kampe i ligasammenhæng, og derfor er det ikke underligt, at han går for at være en af de største spillere nogensinde.

Født med navnet Franz Purczeld voksede han som dreng op i den ungarske hovedstad Budapest. Hans far, som også hed Franz, havde tysk blod i sig, og under den landsdækkende ”Ungarnisering” i 1937, skiftede hans familie efternavn til Puskas. Karrieren startede i Kispest AC, som i dag går under navnet Budapest Honvéd FC. Klubben var i 1950'erne forandret til at blive det ungarske militærs klub, og nød godt af Puskas' tilstedeværelse. Angriberen dannede en dødsensfarlig duo med landsmanden Sandor Kocsis, og de to førte klubben til fire mesterskaber i den periode. Puskas scorede i alt 352 i 341 kampe for klubben.

Han nød ikke bare godt af successen på klubplan – Ungarns landshold oplevede en storhedstid i 50'erne, og det var ikke mindst på grund af Ferenc Puskas' evner – ikke bare til at score, men også hans overdådige vision for spillet blev en verdensbeundring, og en af grundene til, at han sammen med Johan Cruyff placerer sig som to af Europas bedste spillere nogensinde. I Puskas æra formåede Ungarn at vinde OL-guld i Helsinki i 1952, og til verdensmesterskaberne i Schweiz i 1954 måtte de se sig slået i finalen af Vesttyskland. Puskas scorede i finalen, men i selve turneringen var det faktisk landsmanden Sandor Kocsis, der løb med de store overskrifter, og scorede imponerende 11 mål – den bedrift kunne dog aldrig være fuldført uden Puskas' kreativitet og blik for spillet, og derfor vil han altid fremstå som den største ungarske spiller i historien.

Det blev ikke til nogen VM-guldmedalje, men til OL i Helsinki havde landet allerede oplevet at vinde en stor turnering. Ungarn slog Jugoslavien med 2-0 i finalen, og Puskas åbnede målscoringen. I alt scorede han 84 mål i 85 landskampe.

Karrieren i Spanien
Med Budapest Honvéd var Puskas og co. med i den europæiske cup i 1956. I samme år startede den ungarske revolution, som ændrede mange af spillernes karrierer drastisk. Efter klubben havde tabt det første opgør til Athletic Bilbao med 2-3, frygtede spillerne at tage tilbage til Budapest, og det blev derfor besluttet, at returkampen skulle spilles på Heysel stadion i Bruxelles. Baskerne formåede i den kamp at klare 3-3, og derfor var Puskas, Kocsis og de andre efterladt i en svær situation – de ville ikke tilbage til det borgerkrigshærgede Budapest, og der var ikke flere europæiske kampe at spille.

Derfor valgte klubben i stedet at arrangere den såkaldte ”Honvéd World Tour”, en velgørenhedstur, hvor holdet rejste rundt i verden og spillede kampe. Dette blev arrangeret uden tilladelse fra FIFA, og inden turen havde spillerne sørget for at samle deres respektive familier, så de kunne komme med. Efter turneringen blev spillerne spredt i alle vindretninger – Puskas tog til Spanien.

Det var ikke fordi, at det var det åbenlyse valg for familien Puskas. UEFA havde i 1956 straffet ham med en toårs udelukkelse af europæisk fodbold, fordi han sammen med resten af Honvéd Budapest-spillerne havde afvist at returnere til hjemlandet pga. revolutionen. Han flyttede meget rundt og spillede fodbold på lavere niveau. De italienske giganter Juventus og Milan forsøgte at hente ham inden karantænen, men da den trådte i kraft, mistede de interessen. Manchester United var også inde i billedet, men daværende manager Jimmy Murphy ønskede ikke at hente ham, da han blandt andet ikke mestrede at tale engelsk. I stedet skiftede han til Real Madrid, hvor han i flere sæsoner dannede en af verdenshistoriens mest frygtindgydende angrebs-duoer sammen med Alfredo Di Stefano.

Puskas og Di Stefano var frygtet af enhver modstander, og med god grund – Puskas scorede 236 mål i 261 kampe, mens Di Stefano scorede 216. De var med til at føre Real Madrid frem til fem spanske mesterskaber i træk fra 1961 til 1965, og i fire af sæsonerne blev ungareren ”pichichi” (liga-topscorer, red.). På europæisk plan førte han blandt andet klubben frem til en titel i den europæiske cup i 1960. I finalen slog de Eintracht Frankfurt med hele 7-3, og Puskas scorede fire af målene – Di Stefano de tre andre.

Hvad de færreste måske ved, spillede Puskas faktisk landskampe for Spanien. Han var en elsket personlighed i det fodboldglade land, og familien havde det godt i Madrid. I 1961 fik han derfor tildelt spansk statsborgerskab, og spillede fire landskampe i årene 1961-62 – uden at score.

The Galloping Major
Ferenc Puskas fik i sin karriere tildelt kælenavnet ”den galoperende major”, fordi han i Ungarn ledte og kontrollede militærets hold Honvéd Budapest. Han var generalen på banen, og artiklens øverste linje siger meget om hans overblik. Hans holdkammerater så ham ofte hæve sig over træneren og ledere, men han var ingen diktator – snarere en demokratisk leder, som overførte sin viden og evner til holdkammeraterne. Han var en gentleman, og det viste han blandt andet ved at tildele kampbolden fra den europæiske finale i 1960 til Frankfurts Erwin Stein, som havde scoret to af tyskernes mål i finalen.

Puskas var en åbenbaring, ikke bare for ungarsk fodbold og kultur, men for hele verden. Prøvede journalister eller andre at få ham ned med nakken, var han dygtig til at svare igen – et kritikpunkt gik på, at han var meget venstrebenet, men hertil svarede han.

- Man kan kun sparke med en fod af gangen. Ellers falder man på røven.

Det var generelt svært at kritisere så stor en personlighed, som bare blev ved med at score mål. Ferenc Puskas bringer store minder frem, og derfor var hans død i november 2006 også meget mindeværdig.

Han levede sine sidste år med sygdom – i 2000 fik han konstateret Alzheimers, og hans død kom efter en længere periode med lungebetændelse. Begravelsen var en konge værdig, og hans kiste blev båret fra Ferenc Puskas Stadion til heltenes plads i Budapest. Millioner af ungarere fulgte med på gaden. Han blev hyldet overalt i Europa, hvor tidligere Real Madrid-præsident Ramon Calderón og tidligere engelske angriber Tom Finney blandt andre udtalte sig.

- Det er en af de sørgeligste dage for Madrid-fans. Han havde mange venner, han var elsket af alle, og beundret både som professionel og som menneske.

- Han er en af de største spillere, jeg nogensinde har set… og en ydmyg person samtidig.

Rækken af kollektive og individuelle priser taler for sig selv, og listen er næsten for lang til at bringe. Han får fået rejst en statue af sig selv i Budapest, fået opkaldt et stadion og gader efter sig, og den nuværende Puskas-pris er en hyldest til ham. Den årlige pris gives til den fodboldspiller, der har scoret årets flotteste og mest spektakulære mål – noget Puskas selv var en mester i at gøre.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER