Sommeren 92 – et mesterværk
Flot casting sammen med godt skuespil giver gåsehudsmuligheder for dem, der oplevede en unik sommer for 23 år siden.
Alle ved det… man skal end ikke tænke over det – man ved lige præcis, hvor man var og med hvem i sommeren 1992. Ikke mange andre begivenheder er printet så lysende klart ind i danskernes bevidsthed, som denne smukke sommer, hvor ”vi” blev Europamestre. De glade dage findes i Danmarks historien på højde med befrielsen efter anden verdenskrig, og for dem som har oplevet nogle af hændelserne, har de klare minder fra de unikke dage.
På trods af frygten for at pille ved folks minder er filminstruktør Kasper Barfoed sprunget ned i historien bag historien om ”Sommeren 92”, og han har gjort det på sådan en måde, at gåsehuden stadigvæk rejser sig hele 23 år senere. Det er ikke bare flot – det er kunst og grobund for et mesterværk.. jah, man fristes næsten til at skrive et mesterskab.
Årsagen til, at ”Sommeren 92” påvirker en fodboldtosse så kraftigt, skyldes, at skuespillerne er castet helt unikt. Dette sammen med de flotte implementerede arkivbilleder gør, at man bliver taget meget autentisk tilbage i tiden – og hvem vil ikke gerne tilbage til den lykkelige tid? Her bliver man tryllebundet og begejstret samt glemmer alt om tid og sted, hvilket fodbold også kan gøre, når det er allerbedst og helt mesterligt.
Meget gennemført casting
Landstræneren – og den helt store hovedperson – Ricard Møller Nielsen bliver spillet storslået af den fynsktalende Ulrich Thomsen, men også Mikkel Boe spiller en stor og flot rolle som finalehelten Kim Vilfort, der jo måtte rejse hjem til sin kræftsyge datter. Samtidigt med denne triste historie deler Vilfort værelse med John ”Faxe”, og den lir som der er omkring deres kammer, kan man genkende fra den humoristiske og afslappede facon, der var omkring datidens landshold - og som i den grad jo savnes blandt Morten Olsens tropper i dag.
Der findes måske nok lir på det nuværende hold, men offentligheden bliver ikke bekendt med den. Det gør vi i ”Sommeren 92” – om end at det er tydeligt, at de historier, som instruktør Barfoed og manuskriptforfatter Anders August har fået fortalt af spillerne, er meget tæt på at være de samme, som dem der er kommet frem så mange gange før. Så filmen kommer ikke med nogle nye vinkler eller anekdoter til dem, der måske hungrede efter flere af dem. Filmen holder fast i de tidligere fortalte anekdoter, men det betyder ikke så meget, for de er jo gode og bliver fortalt på fornem vis. Minigolfturneringen, dameunderholdningen og McDonald's besøget alt imens, at finale- og semifinale-modstanderne fra Holland og Tyskland helt sikkert forberedte sig helt anderledes.
Med et glimt i øjet
Filmen er desuden lavet med en lune, som gør, at de manglende nye historier bliver glemt, fordi de almen kendte historier bliver fremstillet så godt, at man sidder med et stort smil på læben. Derudover får filmen dybde, da handlingen ikke er en jubelgennemgang af fodboldturneringen, men derimod mere et protræt af den offentligt udskældte træner Richard Møller Nielsen. Overfor Indkast.dk beretter instruktør Barfoed, at det er kommet bag på ham, hvor meget respekt, der var omkring ”Ricardo” blandt spillerne, da han talte med dem om træneren, og manglen på samme i befolkningen. Barfoed har ønsket at ændre den sidste opfattelse, hvilket er lykkes godt i filmen.
De fodboldspillere, som filmen har valgt at zoome ind på, er dem, som påvirker historien om ”Ricardo”, som brødrene Laudrup, der ikke ville spille på landsholdet, så længe han var træner, og de finale-afgørende Kim Vilfort og John ”Faxe”, men også DBU-bossen Hans Bjerg Pedersens underlige holdning til landstræneren bliver godt illustreret af Hans Holtegaard – ligesom Henning Jensen gør det fortrinligt som den altid piberygende holdleder Kaj Johansen.
Tilgengæld bliver der ikke meget plads til historien om Henrik ”Store” Larsen, som blev turneringens topscorer eller noget om anføreren Lars Olsen jah… eller den stortudende Flemming Povlsen, men derimod meget om Richard Møller Nielsen. Filmen vil utvivlsomt give træneren et endnu bedre eftermæle, selvom dette blev forbedret noget, da han – endelig – otte dage inden sin død blev optaget i ”Fodboldens Hall of Fame”.
Prisen blev ikke modtaget af den syge Richard Møller Nielsen, men af sønnen Tommy, som også har været meget behjælpelig med udarbejdelsen af filmen. Årsagen til, at Richard ikke fik prisen i 2012, var, at den skulle uddeles personligt, og succes-træneren havde lovet sig til et lignende arrangement i Finland. Hvorfor Søren Lerby skulle have prisen det efterfølgende år, er fortsat en gåde. Dette er blot et af mange eksempler på den store DBU-modstand, som Danmarks mest succesrige træner har modstået, og det bliver flot skitseret i den anbefalelsesværdige film, som slutter meget rammende:
I 1992 blev Richard Møller Nielsen ikke kåret til Danmarks bedste træner – men han blev udnævnt til Verdens bedste træner.
Indkast.dk giver filmen fem flotte stjerner ud af seks. Torsdag har ”Sommeren 92” premiere i landets biografer. Her kan du se traileren til filmen: