Den hemmelige fodboldagent
Indkast.dk bringer her et kapitel fra den roste "Den hemmelige fodboldagent" - som handler om mødet med en læremester.
Jeg genkendte ham med det samme. Jeg vidste, han var over halvtreds, men han så ud til at være ti år yngre. Han var smart og afslappet klædt, med perfekt frisure og solbriller, selv om det var i januar, og vi mødtes indenfor.
Det var en af de første ting, jeg lærte. Det rigtige image er vigtigt. Hvis man møder en ung spiller for første gang, skal man ikke møde op i jakkesæt, skjorte og slips. Spilleren skal være i stand til at fatte værdien af det tøj, man har på, for at kunne vurdere, om man er cool og skarp nok til at repræsentere ham. Spillere bedømmes på deres agenter. De taler om dem i omklædningsrummet, som om de var trofæer.
”Min gut repræsenterer …” og så opremser han en række engelske landsholdsspillere. Det dur ikke at sige, at man er hans eneste klient. Det giver ingen respekt, og man skal på ingen måde overveje at møde op ved træningsanlægget i en bil, der er under 40.000 pund værd.
Jeg rakte min hånd frem og – jeg vil kalde ham 'R' – R nikkede i retning af skranken.
”Jeg skal have en americano. Og en kalorielet muffin, nu du er deroppe.”
Da forstod jeg, at en invitation til en kop kaffe ikke omfattede selve købet. Det gik hurtigt op for mig, at de fleste agenter er ekstremt nærige. De kaster gerne om sig med gaver og gratis ydelser til deres spillere, fordi de investerer i dem, men når det gælder alt andet, så er deres tegnebøger hermetisk lukkede og bliver kun åbnet, når de selv skal modtage, ikke for at give.
Jeg tog kaffen med over til bordet og ventede på, at han skulle indlede samtalen, men da han ikke sagde noget, gik det op for mig, at han ventede på, at jeg skulle forsøge at imponere ham.
”Tak for at du ville mødes med mig,” sagde jeg i en åbning, der blot fik ham til at gabe og kigge på sit diamantbesatte Rolex-ur. Han sørgede for, at jeg også lagde mærke til det, og jeg trak spontant mit ærme ned for at skjule det armbåndsur, jeg havde gået med siden min bar mitzvah.
”Jeg mødes med alle, der kontakter mig,” sagde R.
”Det er pænt af dig,” svarede jeg.
Han brummede og tog en tår af sin kaffe.
”Det er blot for at fortælle dig, at hvis du vil være agent, så er du fandeme bindegal. Gambler du, knægt?”
”Nej, ikke rigtig.”
”Ok. Så lad mig forklare dig oddsene. Der er tooghalvfems klubber i ligaerne. Lad os sige, de har godt tredive professionelle spillere hver. Det giver to tusind syv hundrede spillere. Og der er omkring fire hundrede agenter – for ikke at nævne alle de andre, der bevæger sig på samme territorium: advokater, tætte forbindelser, udenlandske agenter, der er registreret andre steder. Derudover er der dem uden licens, der laver det samme arbejde og gemmer sig bag enten en advokat eller en rigtig agent. Jeg aner ikke, hvor mange der er af dem, men det løber formentlig op i flere hundrede. Agenturerne i top seks har omkring hundrede spillere hver, og de kan plukke dem, de vil. Tilbage er der omkring to tusind spillere fordelt på fire til seks hundrede agenter med tre-fire spillere hver. Selv hvis du er heldig og får din del af kvoten, så lad os sige, at dine spillere ikke er blandt de bedste. Lad os sige, de kun tjener mellem tredive og halvtreds tusind pund om året. Så du får måske femten hundrede eller to og et halvt tusind pund om året for en handel. Gang det med antallet af spillere, du har, og medregn sandsynligheden for, at de ikke alle sammen får en handel hvert år, og hvad har du så? Otte, måske ti tusind om året i indtægt? Synes du stadig, det er besværet værd?”
”Ja, men jeg tænker, at du ikke laver handler på det niveau. Og at dømme ud fra værdien på dit armbåndsur og prisen på de solbriller, du har på, tænker jeg også, at du ikke nøjes med fem procent.”
For første gang havde jeg fanget hans interesse. Han trak sine solbriller tilbage, og jeg så hans øjne – så mørkebrune at de næsten var sorte – og mærkede dem bore sig ind i mig, som om de fandt vej ind i mine inderste tanker. Jeg spekulerede på, hvordan nogen nogensinde vandt en forhandling, hvor han sad på den anden side af bordet.
”Hmm,” sagde han, nærmest til sig selv, ”knægten kan tænke selv. Det er godt, for jeg er nødt til at fortælle dig, at de fleste folk i det her spil slet ikke tænker overhovedet. De har så travlt med at jagte den næste handel, at de glemmer at binde deres snørebånd, hvilket betyder, at de snubler i samme øjeblik, de forsøger at løbe. Det her,” sagde han, mens han holdt mit cv op foran mig, ”det er en værre gang lort, er det ikke?”
Jeg nikkede og tænkte, at mødet var ved at være slut, men pludselig kom der et lille smil frem på hans ansigt.
”Du er godt nok ikke så lidt fræk, det må jeg give dig. Og i det her spil er det noget, du har brug for til overflod. Det er lidt som at sælge termoruder. Du banker på hundrede døre, men du skal kun bruge én gammel dame, der inviterer dig indenfor, for at det har været umagen værd. Erstat fodboldspillere med gamle damer, og så har du scenariet. Vi fisker efter dem, vi samler dem op, vi kan få, og håber på det bedste. Hvis de ikke er noget værd, smider vi dem ud igen. Men dem, vi fanger, dem, vi vil beholde, det er dér, pengene ligger. De er svære at finde, det er svært at hive dem i land og endnu sværere at holde på dem. Jeg går ikke ud fra, du har en licens, vel?”
”Nej, men jeg regner med, at jeg får nemt nok ved at bestå eksamen.”
R lo højt.
”Det siger de alle sammen, men beståelsesprocenten er under tyve. Jeg har set fyre med topkarakterer dumpe et par gange. Det, de spørger dig om, er helt uforståeligt, og hvis du virkelig vil det her, så er det også fuldstændig ubrugeligt. Hør her. Jeg kan lide dig. Så det her er, hvad jeg kan tilbyde dig: Jeg giver dig tre måneder til at skrive kontrakt med seks spillere for mig. Jeg betaler dig ikke noget, men hvis jeg tjener noget på de spillere, sørger jeg for, at du har det godt. Jeg betaler dine udgifter, så længe du bare får dem godkendt hos mig først, og hvad enten du klarer den hos mig eller ej, så lover jeg dig, at når de tre måneder er ovre, så har du lært langt mere, end du nogensinde har fra studiebøger, eller hvad du har fået proppet ind i hovedet, mens du har forberedt dig til Fodboldforbundets agenteksamen.”
”Får jeg noget på skrift?”
”Hør nu her, knægt. Du har hørt den gamle talemåde, at en mundtlig aftale ikke er det papir værd, den er skrevet på?”
Jeg nikkede. Den kendte jeg fra en gammel film.
”Ser du, i fodboldens søde verden er alt arbejdet med at fælde et træ for at lave papiret, kontrakten skal skrives på, totalt spild af tid. Så vil du det her, eller vil du det ikke? For hvis du vil, kan du købe mig en kop kaffe mere, du kan fortælle mig, hvilke spillere du vil jagte, og jeg skal fortælle dig, præcist hvad du skal gøre for at få fat i dem.”
Jeg lænede mig ind mod ham og rakte min hånd frem og, som nogen først fortalte mig, da det var alt for sent, burde jeg have talt mine fingre, da han slap sit greb.