Neymar havde Ronaldo-frisure
Neymar fortæller, at han var så opslugt af Ronaldo under VM-slutrunden i 2002, at han fik den samme særprægede frisure som den nu tidligere brasilianske landsholdsangriber.
Det helt store brasilianske VM-håb, Neymar, husker tilbage på VM-slutrunden i 2002, hvor han af bare beundring fik klippet sit hår ligesom det brasilianske landsholdskoryfæ Ronaldo Luís Nazário de Lima.
Neymar fortæller, at han så meget op til den tidligere brasilianske landsholdsspiller, der i 2002 havde en særpræget frisure, idet han var helt skaldet bortset fra forrest på hovedet, hvor han havde ladet håret blive.
- I 2002 fik jeg klippet mit hår på samme måde som Ronaldo. Jeg var så besat af ham. Jeg så VM-finalen med min familie derhjemme. At spille ved VM har været min drøm siden barndommen, og i dag er slutrunden foran mig, siger Neymar ifølge Daily Mail.
22-årige Neymar, der var 10 år, da Ronaldo afgjorde VM i 2002 med to finalescoringer, er med fra start, når Brasilien sparker VM igang mod Kroatien torsdag klokken 22.