VM 1934 – Mussolinis hjemmelavede pokal
Indkast.dk gennemgår nogle af de tidligere VM-slutrunder. Denne gang handler det om VM-slutrunden i 1934, hvor Italien vandt foran Benito Mussolini.
Man plejer at sige, at sport og politik ikke må blandes sammen. Desværre forholder det sig sådan, at de to ting ofte bliver blandet sammen. Er der én slutrunde, som virkelig har været et bevis på en ekstremt synlig propaganda, er det VM i 1934. Det var den første VM-slutrunde på europæisk grund. Mussolini havde nogle år inden turneringen bestemt, at alle italienske klubber skulle have italienske navne. Kigger man eksempelvis på Inter, var det vigtigt for Mussolini, at klubben ikke hed Internazionale. Af den grund ændrede man navnet på klubben til først Unione Sportiva Milanese og dernæst Associazione Sportiva Ambrosiana.
Men hvad ville Mussolini så få ud af sådan en fodboldturnering? Han ville vise verden, hvor stort og fantastisk et land Italien var. Det hele handlede om at fremstå på en vis måde – på en så stor måde som muligt. Benito Mussolini fik vist Italien frem på flere forskellige måder. Blandt de mest iøjnefaldende ting var, at han fik taget billeder med det italienske landshold, hvor han så allermest frygtindgydende ud. Det mest markante, han gjorde, var dog at lave sin egen pokal ved navn ”La Coppa del Duce”. I en officiel pressemeddelelse skrev ”Il Duce” følgende om den nye pokal, der ellers aldrig har været anvendt til andre slutrunder, og som i øvrigt var hele seks gange større end det officielle VM-trofæ: ”Foruden Jules Rimet-trofæet (som det hed dengang. I dag er det et nyt trofæ ved navn ”FIFA World Cup Trophy” red.), som uddeles af FIFA, bliver denne turnering beriget med en række andre fornemme priser, hvoraf den moralsk set vigtigste er pokalen skænket af Il Duce, der på denne måde ønsker at anerkende denne sportsbegivenheds store betydning.”
Alle stadionerne havde italienske navne, og så var der specielt to af stadionerne, som tydeligt havde noget med ”Il Duce” at gøre. I Rom hed stadionet Stadio del Partito Nazionale Fascista, i Torino var navnet Stadio Benito Mussolini. ”Il Duce” insisterede på og gjorde et stort nummer ud af at vise hele verden, at han selv betalte sin egen billet, og at han ikke kom gratis ind. Uden for stadionet i Rom blev der opført en obelisk i marmor med inskriptionen ”Mussolini Dux”, som stadig står den dag i dag ude foran SS Lazios og AS Romas stadion Stadio Olimpico.
VM-turneringen i 1934 handlede ikke kun om Mussolinis store propaganda-værk. Slutrunden handlede selvfølgelig også om fodbold. For præcis 80 år siden var turneringssystemet anderledes, end det er i dag. Der var 32 hold, som spillede om at komme til VM, hvor 16 ville deltage i et knockout-system i hovedturneringen.
Uruguay nægtede at deltage i turneringen som følge af, at mange europæiske hold ikke gad at tage turen til Uruguay fire år forinden, hvor man blev inviteret til slutrunden. Det var dermed første og indtil videre eneste gang, at en verdensmester ikke har deltaget i den efterfølgende turnering, hvor man har skullet forsvare sin titel.
Mange lande trak sig også fra kvalifikationen – disse lande inkluderede Grækenland (efter at have tabt første kval-kamp med 0-4 til Italien), Bulgarien, Polen, Peru og Chile, mens Rumænien blev taberdømt af FIFA, fordi de havde brugt en ulovlig spiller. Dermed var scenen sat til en turnering i Italien, som varede 14 dage.
Otte italienske byer var blevet valgt til at være værtsbyer for slutrunden. Det største stadion fandt man i Milano, hvor San Siro kunne have 55.000 mennesker på stadion. Det mindste stadion – Stadio Littorio i Trieste – kunne derimod kun rumme 8.000 mennesker.
Italien besejrede i ottendedelsfinalen USA med 7-1 foran ”Il Duce” i Rom. Med en 3-0-føring i første halvleg var alt gjort klar for, at ”Azzurri” kunne cruise sig igennem anden halvleg, som man alligevel vandt med 4-1 - slutrundens største sejr.
Egypten var det første afrikanske hold, som deltog i VM-slutrunden, og man gjorde det ganske fint mod Ungarn i ottendedelsfinalen. Egypterne kom bagud med 0-2 mod ungarerne, men kæmpede sig tilbage til 2-2. Det hele skete i første halvleg, men gassen røg ud af ballonen hos egypterne, da man i anden halvleg tabte med 0-2 og dermed sluttede opgøret 4-2 til Ungarn. Videre gik også Spanien, Østrig, Tjekkoslovakiet, Schweiz, Tyskland og Sverige.
Østrig var af mange spået en stor chance i turneringen. Fire måneder inden VM startede, havde man slået italienerne i en venskabskamp i Firenze med 4-2. Østrigerne mødte Ungarn i kvartfinalen, som man vandt 2-1 over. Østrigerne havde introduceret en teknisk spillestil med mange afleveringer, men det var der ikke mulighed for, da man mødte nabolandet Ungarn. Opgøret blev nemlig beskrevet som et ”gadeslagsmål”.
Spanien røg ud til Italien, efter landene havde spillet det første opgør 1-1. Man spillede den efterfølgende dag en ny kamp, som ”Azzurri” vandt med 1-0. Spanierne følte, at de var blevet bortdømt, og syv spillere var i 1-1-mødet blevet skadede og kunne ikke spille den nye kamp den efterfølgende dag. Lige lidt betød det for det italienske publikum, som alle havde en nationalistisk tankegang. Andetsteds kæmpede Tjekkoslovakiet sig tilbage fra at have været bagud med 0-2 til at vinde 3-2 over Schweiz, mens tyskerne med to mål på tre minutter besejrede Sverige 2-1.
Netop Østrig og Italien skulle mødes i semifinalen fire måneder efter, den centraleuropæiske nation havde bevist, at man kunne besejre italienerne i støvlelandet. Kampen blev spillet i silende regnvejr, men Enrique Guaita scorede kampens enlige mål. Italienernes kamp mod Østrig blev ”Azzurri”-spillernes tredje kamp på fire dage, men man havde alligevel konditionen til at holde stand i mere end 70 minutter. Tjekkoslovakiets Oldřich Nejedlý blev VM-slutrundens topscorer, og det skyldtes i høj grad, at han afgjorde semifinalen mod Tyskland ved at score hattrick. Duellen mellem de to nabolande endte 3-1 til Tjekkoslovakiet.
I bronzefinalen mødte Tyskland endnu en nabo, da man besejrede Østrig med 3-2 i Napoli. I VM-finalen i Rom var 55.000 mennekser mødt op på stadion, og de så en dommer, Italien også havde haft i semifinalen. Svenskeren Ivan Eklind dømte støvlelandets semifinale-kamp mod Østrig, og han stod også i spidsen for finalen. Fortællinger går på, at svenskeren havde middag med Benito Mussolini inden finalen og kom med en ”saluto romano”, som er det samme, man gør, når man heiler.
Antonin Puc scorede kampens første mål 14 minutter før tid, men Raimundo Orsi fik udlignet fem minutter senere, og så gik kampen i forlænget spilletid. Angelo Schiavio scorede kampens afgørende mål fem minutter inde i den forlængede spilletid, da han efter flotte kombinationer sparkede bolden sikkert i mål. Dermed blev ”Azzurri” verdensmester for første gang.
Italienerne vandt også sit første og eneste Coppa del Duce. Trofæet kan ses i Firenze på fodboldmuseet, der ligger tæt på det italienske landsholds træningsanlæg i Coverciano.