Fodbold nyheder

David Seaman - fem kampe ændrede alt

Af Torsten Brix

Arsenals legendariske målmand kigger tilbage på karrieren. Sammen med FourFourTwo kigger han på disse fem kampe.

27/8-1982 Stockport vs. Peterborough: 1-1

- Da jeg var 19 år blev jeg frigivet af Leeds, hvilket var et voldsomt chok for mig. Jeg endte i Peterborough i den gamle 4. division. Inden jeg kom dertil, viste jeg ikke, hvad Peterborough var, eller hvor det lå. Men min første kamp for dem var en stor oplevelse for mig. Forinden havde Leeds-manager Eddie Gray sagt, at jeg ikke var god nok, og at dette blev min chance til at vise, at han tog fejl. Jeg kan ikke mindes, at jeg var nervøs eller overtændt. Jeg gik bare på banen og spillede mit eget spil og brugte mit talent.


25/8-1990 Winbledon vs. Arsenal: 0-3

- Ingen af Arsenals fans ville have, at jeg skulle spille. De ville hellere have John Lukic, der var en sand Highbury-helt. Så jeg følte virkelig, at jeg var under pres - især da debuten var et møde mod ”The Crazy Gang”. I den periode viste man godt, at et møde mod Wimbledon betød masser af indlæg fra kanterne og fysisk kontakt. Men efter jeg havde spillet for Birmingham og QPR efter Peterborough, var jeg gået fra 4.division til 2. og senere til 1. division, så min baggrund var i orden, og jeg syntes, at jeg spillede en god kamp.


20/4-1995 Sampdoria – Arsenal: 3-2

- Når jeg kigger tilbage på den kamp, må jeg erkende, at det blev et vendepunkt i min karriere. Det var den anden semifinale-kamp i pokal-vindernes cup, og vi var tæt på at blive slået ud. Vi var bagud med 1-3, indtil Stefan Schwartz scorede målet, der gjorde, at kampen endte i straffesparkskonkurrence. Jeg reddede tre straffespark inkluderet det berømte fra Lombardo, der gjorde, at vi kom i finalen. Da vi kom tilbage til London, ville alle tale med mig. Tony Adams afviklede dagen efter en golfturnering, og de engelske medier var alle steder for at få min reaktion på straffesparksafgørelsen. At jeg reddede forsøget, der sendte os i finalen gjorde, at jeg blev meget populær.


15/6-1996 England – Skotland: 2-0

- Jeg vil aldrig glemme den kamp og den gåsehud, jeg fik, da jeg gik igennem spillertunnelen inden kampen. Det var en kæmpe kamp, og da jeg reddede straffesparket fra Gary McAllister, vidste jeg, at jeg kunne begå mig på det allerhøjeste niveau. Jeg husker også kampen for det kæmpe kys, som jeg fik af Tony Adams, efter jeg havde reddet straffesparket. Han var meget lettet, da det var ham, der havde begået straffesparket. Det ændrede kampen, da ”Gazza” kort tid efter gjorde det til 2-0.


21/6-2002 England – Brasilien: 1-2

- Målmænd vil altid lave store fejl, og mange målmænd bliver husket for dem. Da Ronaldinho scorede – over hovedet på mig – tænkte jeg: ”Hvis dette bliver afgørende for kampen, har jeg skuffet hele England”. Jeg håbede på, at mine holdkammerater ville hjælpe mig ud af mit problem, men det skete ikke, og det måtte jeg leve med. Efter kampen kunne jeg sætte mig ind i, hvordan David Beckham havde det efter VM-98, men heldigvis var der kommet mange fans til Heathrow for at bakke mig op. Det var en massiv hjælp og helt fantastisk. Årsagen til opbakningen kunne skyldes, at jeg indtil da havde haft en god VM-slutrunde. Men episoden er et minde, som man aldrig glemmer.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik