Fodbold nyheder

Nordmand er klar til Real Madrid

Af Kasper Kristensen

Ifølge Vitesses russiske træner er Martin Ødegaard klar til at spille en rolle i Real Madrid.

I denne sæson har den 20-årige Martin Ødegaard vist noget af det store potentiale, som nordmanden besidder. Han har spillet en markant rolle i Vitesse, hvor han er noteret for otte scoringer og ni assists. Hans russiske træner, Leonid Slutsky, er heller ikke i tvivl om, at Ødegaard er klar til større udfordringer.

- Jeg er meget glad for at arbejde med Martin Ødegaard - han er en af de bedste spillere, jeg har arbejdet med i min karriere, og jeg har arbejdet med topspillere i europæiske storklubber, fortæller han til den hollandske tv-station NOS og tilføjer:

- Martin er en fantastisk spiller, og selvfølgelig drømmer vi om at kunne beholde ham. Men jeg tror ikke, at det er det rette for ham. Han er klar til et nyt niveau.

Real Madrids sæson har groft sagt været en fiasko, og "Los Blancos" hiver ingen trofæer med hjem i denne sæson - udover VM for klubhold. Leonid Slutsky forestiller sig derfor, at Ødegaard kan spille en rolle i Real Madrid.

- Jeg ved ikke, hvordan Real Madrid forholder sig. Men som de spiller nu, er han klar til at spille for dem. Han er i hvert fald klar til at tage et nyt skridt fremad, siger Leonid Slutsky til den hollandske tv-station NOS.

Tidligere i april blev Martin Ødegaard sat i forbindelse med Ajax Amsterdam - du kan læse artiklen på Indkast.dk

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik