Fodbold nyheder

Solskjær: Pogba er glad

Af Kasper Duelund Jensen

Paul Pogba ser igen ud til at have fundet glæden ved at spille fodbold.

Det er kun otte dage siden, at Ole Gunnar Solskjær overtog manager-jobbet i Manchester United. Det er dog allerede nu tydeligt, at nordmandens ankomst har gjort underværker for Paul Pogba.

Den franske stjernespiller har i de seneste to kampe bidraget med to scoringer og to assists. Han har derudover været ganske skarp i sin omgang med bolden, hvilket han ellers ikke var kendt for under Jose Mourinho.

Solskjær selv kan da også se, at Pogba trives med sit spil i øjeblikket.

- Vi scorede nogle fremragende mål (mod Huddersfield, red.). Pogba er glad. Han elsker at spille fodbold, og han elsker at smile. Han ved, at han kan score flere mål og skabe chancer. Jeg er glad for både hans og resten af holdets præstation, siger United-manageren til klubbens officielle hjemmeside.

United har i den første uge under Solskjær hentet seks point på Manchester City. Næste opgave kommer på søndag, hvor man hjemme på Old Trafford møder Bournemouth.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik