Fodbold nyheder

Morgendagens stjerner i United

Af Kasper Duelund Jensen

Ikke alt er skidt i Manchester United. Klubbens ungdomsarbejde står i stærk kontrast til den øjeblikkelige tilstand på førsteholdet.

Manchester United kæmper i denne sæson med resultaterne på førsteholdet. Klubben er allerede nu ude af EFL Cup'en, mens man halter bagefter i både Premier League og Champions League.

Der har på grund af ovenstående flere gange været snakket om krise i den røde del af Manchester, men den snak skal man være varsom med. For mens det ganske vist ikke går godt for Uniteds førstehold, så kører det derimod på skinner for klubbens ungdomshold. U18-holdet har vundet syv ud af de første ni kampe og ligger i øjeblikket a point med Liverpool på andenpladsen i U18 Premier League North. Fornuftigt ser det også ud for Uniteds U23-hold, der i øjeblikket er at finde på fjerdepladsen i U23-ligaens gruppe 2. Herfra er der kun tre point op til Reading på førstepladsen, der giver direkte oprykning til gruppe 1.

Det går altså ganske udmærket for Uniteds ungdomshold, hvor flere unge spillere uge efter uge formår at gøre opmærksom på sig selv. Indkast.dk har kigget talentmassen efter i sømmene og fundet frem til fire navne, der uden tvivl har talentet til en skønne dag at slå igennem på førsteholdet.

Tahith Chong
Han er kun 18 år gammel, men Tahith Chong er allerede på alles læber i den røde del af Manchester. United-fansene har stor tiltro til, at hollænderen kan gå hen og blive den eksplosive kantspiller, som klubben i den grad har savnet siden Cristiano Ronaldos farvel i 2009. På Indkast.dk har vi også selv store forventninger til Chong, der har fysikken, hurtigheden og dribleevnerne til at slå alle omkuld på Old Trafford.

Angel Gomes
Han er 18 år gammel og bliver oftest nævnt i forbindelse med sine offensive kvaliteter, hvilket er en fejl. Angel Gomes har meget mere at byde på. Han elsker med sit lave tyngdepunkt at falde ned i banen og herfra medvirke i spillet med bolden. Han gør sig derfor bedst som 10'er og minder i virkeligheden mest om Lionel Messi eller Andres Iniesta i spillestil.

Mason Greenwood
Her har vi det nok mest hotte navn i engelsk ungdomsfodbold lige nu. Mason Greenwood tordner frem på Uniteds U18-hold, hvor han indtil videre står noteret for 11 scoringer i sæsonen. Dette gør ham til topscorer i U18 Premier League North. Greenwood er kun 17 år gammel, men han har ligesom Chong og Gomes allerede været oppe og snuse til førsteholdet i United. I sommer var han blandt andet med på Uniteds pre-season tour i USA, og der tales jævnligt om, at han inden for de næste par sæsoner skal have en større rolle på Uniteds førstehold.

James Garner
James Garner er ikke en af de mest promenerede spillere fra Uniteds ungdomsafdeling, men det burde han faktisk være. Garner er 17 år gammel og tager fra sin position på den centrale midtbane minderne tilbage til en ung Michael Carrick, der i den samme alder plejede at husere i West Hams ungdomsafdeling. Sammenligningen med Carrick er lige til. Garner besidder det samme rolige overblik, og så har han altid øje for at splitte modstanderholdet med knivskarpe afleveringer op i banen. For Uniteds skyld må man håbe, at Garner snart får chancen på førsteholdet. Det kan nemlig ikke skrives meget smukkere end at lade Carrick fra sin position i trænerstaben agere mentor for hans kommende afløser.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik