Fodbold nyheder

United åbnede med sejr og tre point

Af Kasper Duelund Jensen

Scoringer fra Paul Pogba og Luke Shaw var med til at give Manchester United en fin start på Premier League anno 2018/2019.

Manchester United tog fredag aften imod Leicester City i åbningskampen på den nye Premier League-sæson. Gæsterne viste undervejs fint spil, og især nyerhvervelsen James Maddison imponerede stort på den centrale midtbane. Lige lidt hjalp det dog, da hjemmeholdet var skarpest på de helt rigtige tidspunkter i kampen.

Efter kun tre minutter fik United et korrekt dømt straffespark, som Paul Pogba køligt udnyttede ved at sparke bolden helt op i højre målhjørne.

Leicester svarede godt igen på chokstarten, men fandt ikke vej til nogen udligning inden pausen.

I anden halvleg var det som om, at luften gik mere og mere ud af Leicester-ballonen efterhånden, som minutterne gik. United fik en del mere overtag og jagtede som resultat heraf en afgørende 2-0-scoring. Den kom med syv minutter igen, hvor Luke Shaw kom ind i en god position i højre side af straffesparksfeltet. Herfra formåede englænderen på flotteste vis at lægge bolden over i modsatte side af målet.

Leicester fik i overtiden en ret tilfældig reducering at gå hjem på. Et indlæg snød alle og ramte stolpen, hvorefter Jamie Vardy stod korrekt placeret til at dirigere returbolden i netmaskerne.

Sejren har givet United den optimale start på sæsonen. Nu kan Jose Mourinho og co. begynde forberedelserne til den næste kamp, som er en udekamp mod Brighton. Kampen spilles på søndag i næste weekend.

Manchester United - Leicester City: 2-1 (1-0)
1-0: Paul Pogba (3)
2-0: Luke Shaw (83)
2-1: Jamie Vardy (92+2)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik