Fodbold nyheder

Lovren roser sig selv - og Modrić

Af Jacob Bøgen Clausen

Dejan Lovren mener, at kritikken af ham er uberettiget, mens han samtidig kalder Luka Modrić for den bedste i verden.

Kritikken haglede nedover Dejan Lovren, da han i efteråret, kostede flere mål for Liverpool i Premier League. Alligevel står midtstopperen nu i sin anden store finale på få måneder, når kroaten personligt skal forsøge at hævne finalenederlaget i Champions League i VM-finalen mod Frankrig. De store finaler taler ifølge Lovren selv sit tydelige sprog, og derfor burde kritikken af ham stoppe.

- Jeg har hørt, at folk har sagt, at jeg har haft en svær sæson, men det er jeg ikke enig i. Jeg var i Champions League-finalen med Liverpool, og nu er jeg i VM-finalen med mit land. Derfor mener jeg, at folk skal til at anerkende, at jeg er en af de bedste stoppere i verden, siger Lovren til BeIN Sports.

- Dette bliver noget, vi aldrig kommer til at glemme. Folk græder og alle er glade hjemme i Kroatien. Det er historisk, og vi bliver aldrig glemt, lyder det fra Lovren, der samtidig skamroser Luka Modrić:

- Modric er ikke en af de bedste, han er den bedste midtbanespiller i verden, og hvis vi vinder VM, så fortjener han Ballon d'Or.

Finalen mellem Kroatien og Frankrig spilles søndag klokken 17.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik