Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Niklas Gerster

Komet-dansker slår vild U18-rekord: Fansene er blæst bagover!

Chido-Obi Martin gør igen, igen opmærksom på sig selv, og Arsenal-fansene har store forhåbninger til fremtiden for den unge dansker i London.

I ungdomsrækkerne hos den engelske storklub Arsenal har de den 16-årige danske angriber Chido-Obi Martin rendende rundt, og han bliver bare ved med at få fodboldverden til at måbe.

For i går nappede han en flot rekord i Arsenals U18-rækker, da han slog den amerikanske angriber Folarin Baloguns topscorerrekord fra 2018/19-sæsonen.

Chido-Obi Martin lavede nemlig ikke mindre end syv scoringer for Arsenal i 9-0-sejren over Norwich. Og dermed har han lavet 28 mål for Arsenals U18-hold i denne sæson.

Balogun lavede 25 mål i den føromtalte sæson, men bliver altså nu overgået af den suveræne teenager, hvis præstationer naturligt har affødt meget positive reaktioner i Arsenal-fankredse.

Hos mediet talkSPORT har de samlet en række reaktioner fra Arsenal-fans på det sociale medie X, og her lyder disse rosende ord bl.a.:

”Den her knægt skal være en del af førsteholdet i næste sæson.”

”Kan vi starte med ham fra start i morgen?” (Red. i Nordlondon-derbyet)

”Fremtiden er uhyggelig. Men ikke for os.”

Mediet skriver yderligere, at Chido-Obi desuden har spillet fire kampe færre end Balogun gjorde i sin tid, hvor han tog rekorden.

Desuden var det femte gang i denne sæson, at den fremadstormende dansker lavede minimum et hattrick. Fremtiden ser altså umådeligt lys ud for det danske stortalent.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER