Fodbold nyheder

Mads Timm: Rød Djævel

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer fra kapitlet ”Red Devil”, hvor Mads Timm bl.a. fortæller om sine første møder med stjernerne i Manchester United og den livsstil, de repræsenterede.

Den spiller i Manchester United, der gjorde størst indtryk på mig, var Roy Keane. Den drevne, irske midtbanespiller havde været i klubben siden 1993 og havde været anfører, siden Eric Cantona indstillede karrieren i 1997. Han havde for længst opnået legendestatus, men hans eget billede af sig selv var langtfra det, de fleste andre havde. En dag sad vi som de eneste på kondicyklerne ved siden af hinanden, og jeg syntes, jeg ville udfylde den lidt pinlige tavshed med nogle ord, der set i bakspejlet var endnu mere pinlige.

»Jeg synes virkelig, du er cool. Det er helt fantastisk, hvad du har været med til. Læner du dig aldrig bare tilbage og tænker:

'Hvor er det bare fedt, alt det jeg har opnået'?« spurgte jeg.

Keane trampede trods sine dengang 31 år som sædvanlig hårdere i pedalerne end nogen anden, men nu stoppede han.

»Aldrig,« sagde han og kiggede stift på mig. »Det er hele tiden bare videre, videre, videre. Det er den eneste måde, du bliver en rigtig vinder på.«

Roy Keane syntes stadig, arbejdet som fodboldspiller var en kamp, nærmest en krig, og den attitude havde han med sig overalt, hvor han gik. Han havde tidligere fået anerkendelse alene for sin personlighed og sine lederegenskaber, så den mere moderne tilgang til fodbold og især fodboldtræning bekom ham ikke vel. Fra at have serveret fish and chips og tilladt spillerne at skylle den ene pint ned efter den anden havde de fleste engelske klubber nu ikke blot ansat en diætist; de var også begyndt at måle og veje alting, spillerne foretog sig. Alt blev opgjort i statistikker. Vi konkurrerede ikke kun om, hvem der lavede flest mål, assists eller tacklinger, men også om, hvem der bevægede sig flest meter under en kamp. Hvem løb 100 meter hurtigst? (Jeg tror kun, det var Ryan Giggs, der var bedre end mig, da jeg var bedst). Og hvem havde den laveste fedtprocent? (Min var 9, Keane var nede på 5,5, og hvis man var over 10, var man fed).

Men en fodboldkamp bliver ofte vundet på meget andet end teknik og fysik, det vidste Roy Keane, og han hadede alle de moderne målemetoder og den konstante overvågning, som især Fergusons assistent, Carlos Queiroz, havde sat i værk. Alligevel tog han kampen op, ikke fordi han frygtede for sin plads på holdet eller sin karriere, men fordi vinderinstinktet var en så inkarneret del af ham.

Vi havde eksempelvis en øjenspecialist ansat, der havde udviklet et system, der skulle træne vores reflekser. På skift skulle vi stå foran en stor tavle med en masse felter. Hver gang et felt lyste, skulle vi trykke på det så hurtigt som muligt, og så regnede specialisten vores reflekser ud og producerede endnu en statistik til samlingen. I dag findes der sådan en maskine i ethvert omrejsende tivoli, men dengang var der intet underholdende ved det, og Roy Keane var frygtelig dårlig til øvelsen. Men han insisterede på at træne og træne, og til sidst endte han med den bedste score af os alle sammen. Jeg husker tydeligt, den dag han endelig slog rekorden og vendte sig om og pegede på den fysiske træner:

»You! Go tell Carlos fucking Potatohead that!« råbte han.

Roy Keane var en af de spillere, der præsterede bedre og bedre, jo vigtigere kampen var for ham, jo mere der var på spil, jo mere adrenalin der pumpede rundt i kroppen. Den vilje og det næsten sygelige vinderinstinkt kan man ikke måle. På det punkt syntes jeg, den moderne fodboldverden og alle dens statistikker spillede fallit. Den indgangsvinkel, der i dag praktiseres flere og flere steder, i Danmark med FC Midtjylland som bannerfører, har med sikkerhed sorteret mange store talenter og personligheder fra.

Personligheder, der garanteret kunne have givet ikke kun et hold, men også en – undskyld mig – nogle gange temmelig kedelig sport et tiltrængt, frisk pust. Mine senere holdkammerater i OB, Arek Onyszko, David Nielsen og Rajko Lekic, ville sandsynligvis aldrig være blevet professionelle, hvis de var vokset op i en verden, hvor deres fodboldspil skulle kunne sættes på en formel. Jeg var sikkert heller ikke selv.

Roy Keane og jeg fik et fint forhold. Jeg døjede med en brækket tå i efteråret 2001 og kunne ikke løbe. Keane havde sat sig for at toppe endnu en af Carlos Queiroz' åndssvage statistikker, og vi snakkede om mange forskellige ting, når vi sad på cyklerne i fitnessrummet. En dag havde jeg læst i avisen, at Keane engang havde fået tæv af Peter Schmeichel. Historien stod i en bog, som en tidligere sikkerhedsvagt i Manchester United havde skrevet. Jeg kunne ikke dy mig for at drille Keane med den.

»Nå, så du har fået tæsk af Peter Schmeichel?« spurgte jeg.

»What the fuck, kid?« replicerede han straks.

»Det skal du da ikke være flov over. Han er jo stor og stærk,« sagde jeg og smilede.

Keane hoppede af cyklen og gav tegn til, at jeg også skulle stoppe.

»I'll tell you the fucking story,« sagde han.

Og så fik jeg historien om, hvordan Manchester United i slutningen af 90'erne havde været på træningstur i Hong Kong, og Keane og Nicky Butt havde fået noget at drikke. På vej fra værelset og ned til hotelbaren havde de mødt Schmeichel i elevatoren. Der havde også været en dame til stede, og så vidt Keane huskede, havde de drillet Schmeichel med, at han endelig havde prøvet at score. Keane indrømmede, at han ikke kunne huske ret meget, for de havde drukket ret tæt. Men da ham og Nicky Butt var på vej tilbage på værelset, havde Schmeichel stået og ventet på dem. Han havde taget Keane i kraven, og Keane havde svaret igen ved at nikke den danske målmand en skalle. Mere kunne han ikke selv huske. Dagen efter vågnede han med smerter i hånden. Det var Nicky Butt, der måtte fortælle ham, hvordan de to slagsbrødre havde rullet rundt i et lille kvarter. Det var endt med, at de begge måtte stå skoleret for Alex Ferguson, der især var ophidset over, at slåskampen havde vækket United-legenden Bobby Charlton, der også var med på turen.

»Men hvem vandt?« spurgte jeg.

»Du kan jo gå i arkivet og finde optagelserne fra pressemødet dagen efter og se, hvem af os, der sidder med solbriller på,« sagde Keane.

Keane havde også et afslappet forhold til de mange penge, han tjente. Når han trænede med på reserveholdet, prøvede han at bilde de yngre spillere ind, at han eksempelvis ikke behøvede stå i midten, når vi spillede »smørklat«. Sådan var reglen, når man tjente over 50.000 pund om ugen, sagde han. En anden gang skulle han have ny bil. Så han solgte sin Mercedes S500 til en af pedellerne på træningsanlægget for et latterligt lavt beløb. Den var nærmest gratis. Keane talte gerne om penge, han delte gerne ud af dem, og de virkede ikke til at ændre ham. Det var noget andet med os andre.

Jeg tjente selv 17.000 kroner om ugen, plus bonusser, og det var mange penge for en 17-årig. Med pengene fulgte også så småt det klichefyldte liv som professionel fodboldspiller. Jeg købte en BMW M3, tror jeg nok; jeg kan ikke huske det helt, for en overgang skiftede jeg bil hvert halve år. Senere havde jeg også en Ferrari. Den ekstravagante livsførelse var noget, man lærte ved at kigge på de ældre spillere. Jeg kan huske en dag, jeg lå og plaskede rundt i den indendørs svømmepøl sammen med vores hollandske angriber, Ruud van Nistelroy. Vi var begge småskadede, og poolen var et godt sted at få pulsen op uden at overbelaste musklerne. Der var ikke særlig dybt, så der var forbud mod at hoppe i. Alligevel kravlede Nistelroy op, tog tilløb og hoppede i på hovedet.

»Det koster en ugeløn i bøde,« meddelte fysioterapeuten skrapt.
Efter hvad jeg kunne regne ud, tjente Nistelroy 50.000 pund om ugen på det tidspunkt, svarende til en halv million danske kroner. I hvert fald kravlede han op og slog ud med armene.

»Let's make it a 100 grand!« råbte han og hoppede i på hovedet igen.

Velstanden blandt Manchester Uniteds spillere kom også til udtryk, når vi indimellem holdt fester – de sagn­omspundne »first team parties«, som vi unge kun blev inviteret til, hvis vi havde gjort os fortjent til det på fodboldbanen. Det var fester, der kostede millioner. Dem havde førsteholdsspillerne skrabet sammen i en festkasse ved hver at lægge 10.000 pund pr. sæson.

Det vrimlede med modeller, dyr mad og fin champagne, og selvom vi ikke måtte drikke, sneg de fleste sig til et par glas eller fem. Jeg forlod min første fest lidt tidligt, fordi jeg syntes, jeg havde fået for meget indenbords i et drikkespil mod Rio Ferdinand og Wes Brown, og bad to sikkerhedsvagter om at skaffe mig en taxa. De kiggede bare åndssvagt på mig, fik kørt en bil frem og kørte mig helt hjem til John og Carol. Klubben havde ansat så mange sikkerhedsvagter til de fester, at vi hver især kunne blive fulgt hjem. Så var man sikker på, at ingen endte i noget ballade.

Min forandring som fodboldspiller skete gradvist, og det samme gjorde mit forhold til penge. Jeg kan ikke sætte en bestemt dato på, men med ét var det bare hverdag at køre i en dyr bil og gå med et dyrt ur. Den største forandring var dog den, som livet som forkælet, professionel fodboldspiller havde på min personlighed. Efterhånden som jeg blev et kendt navn på træningsanlægget, begyndte folk at behandle mig, som om jeg var lavet af guld. Og jeg begyndte med den største selvfølgelighed at opføre mig derefter. Det blev naturligt, at folk skaffede eller fiksede ting for mig. Jeg gik per automatik ind ad VIP-indgangen, når vi en sjælden gang var på natklub. Jeg kunne aldrig finde på at stå i kø; tålmodigheden var forsvundet som noget af det første. Alle os fra Carrington forventede, at byens bedste restauranter ryddede et bord, hvis der ikke var et ledigt, og vi havde alle sammen numre til hver vores taxachauffør, vi altid kunne ringe til, hvis vi ikke lige kunne komme igennem til centralen. Den danske målmand Martin Hansen, der senere selv spillede ungdomsfodbold i Liverpool, har sagt det bedst: Du bliver vant til, at du ikke længere skal bøje dig for verden. Verden bøjer sig for dig.

Det var en berusende, men også uhyggelig fornemmelse. Jeg lukkede i forvejen ikke ret mange mennesker ind i mit inderste, og nu blev jeg helt utilnærmelig. Klubben var med til at opretholde den verdensorden, fordi der var så meget fokus på os, og alt for meget kunne gå galt, hvis vi blev tvunget til at opføre os som normale mennesker. Der var nødt til at være nogen, der fulgte os hjem efter festerne; der var nødt til at være sikkerhedsforanstaltninger, der holdt fans og journalister væk fra træningsanlægget. En dag hoppede en mand ud foran den senere OB'er Eric Djemba-Djembas bil, mens han var på vej ud af porten i Carrington. Det viste sig at være en fyr, der håbede på at kunne presse nogle penge ud af midtbanespilleren fra Cameroun. Dagen efter blev der lavet nogle retningslinjer for, hvordan vi skulle gebærde os, når vi kørte hjem fra træning. Der blev hele tiden lagt en sten mere på muren.

Forandringen i min væremåde kom også til udtryk i mit sex- og kærlighedsliv. Der er rigtig mange kvinder i fodboldverdenen, men det er sjældent nogen, du finder ægte kærlighed hos. Flere af dem var regulære prostituerede, og det var ikke kun helt normalt, men også nærmest påskønnet fra klubbens side, at man fik afløb for sine seksuelle behov på den måde.

»Preservation of energy« kaldte de det.

Man skulle spare på energien, og den kunne hurtigt blive brugt op, hvis man blev forelsket, gjorde kur til en kvinde og havde sex med hende, med alle de udfordringer der følger med den slags både før og efter. Så var det bedre for klubben, at man samlede en tilfældig kvinde op, der ikke sladrede og gik hjem, inden det blev morgen. Hjemme i 'bofællesskabet' på Cecil Avenue var det ikke unormalt, at der blev ringet efter en prostitueret. Pigerne fik som regel at vide, at de skulle sige, de kendte os fra skolen, hvis John eller Carol åbnede døren. Selv holdt jeg mig tilbage, både fordi jeg så lidt til en pige hjemme fra Odense, men også fordi det hele bare blev for vanvittigt. Ikke mindst da to af mine klubkammerater en dag arrangerede en trekant med en prostitueret. Hun var ganske vist tæskelækker, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at have sex med hende, mens de andre så på. I stedet for gik jeg ind på mit værelse og lagde mig til at sove, og jeg vågnede først, da de to andre kom op at skændes, fordi den ene havde drillet den anden med det modermærke, han havde på sin pik.

Det forhold, jeg som professionel fodboldspiller fik til kvinder, gjorde mig desværre endnu mere følelseskold og indelukket. Heller ikke der behøvede jeg at give noget af mig selv. Min kæreste hjemme i Odense syntes, jeg ændrede mig til det dårligere, men jeg slog det hen. Det var først, efter at en af mine kammerater fra drengetiden i OB havde været ovre for at besøge mig, at jeg blev bevidst om, at jeg var blevet en anden. Han var meget optaget af, at jeg havde en lækker bil og havde købt en diamantring. Det ville jeg også selv have været et par år tidligere. Ja, jeg ville nok faktisk have ment, at det var en smule bøsset sådan at gå med smykker. Nu syntes jeg, det var helt naturligt.

Da min OB-kammerat var kommet hjem, hørte jeg fra nogle andre i Odense, at han havde sagt, jeg havde ændret mig. At tiden i England havde gjort mig mere overfladisk og arrogant. Det blev jeg ked af at høre.

Men han havde fuldstændig ret.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik