Fodbold nyheder

Brød anførerhierarkiet i Liverpool

Af Torsten Brix

I bogen "Liverpool-anførere" fortæller Mark Wright om sin ankomst til Liverpool FC, hvor manager Graeme Souness brød en uskreven regel.

Med Mark Wrights ankomst til Liverpool blev en gammel dogmeregel brudt. Han gik direkte ind som anfører. Manager Graeme Souness ønskede ændringer i hierarkiet, og det skabte en del postyr. Mark husker tydeligt, da Souness bad ham være anfører.

- Vi skal lave store forandringer her, og du skal være anfører.

Direkte til sagen. Wright smiler, når han tænker tilbage på den dag.

- Om det ville blive for en længere eller kortere periode spillede ingen rolle. Det faktum, at nogen værdsætter dig så højt og har den tillid til dig, at du kan lede holdet fra din første dag i klubben, det kan man ikke sige nej til. Det er den største ære, man kan få.

Overraskede det dig ikke, at du blev udnævnt til anfører med det samme, når man tænker på klubbens traditioner med, at en af de bedste spillere med lang erfaring i klubben får æren af at blive anfører?

- Ved du hvad, når man bliver spurgt om sådan noget … Hvis en LFC-fan blev spurgt, om han kunne tænke sig at blive anfører for Liverpool, hvad tror du så, han ville have svaret? Hvad ville hvem som helst have svaret?

Han ville selvfølgelig sige ja.

- Ja. Tak. Jeg var stærk nok som person til at tage imod udfordringen. Jeg havde ikke undersøgt, hvordan de havde udnævnt anførere tidligere i klubhistorien, inden jeg kom. Derfor blev jobbet vældig hårdt.

Mark kigger op i loftet og holder en lang tænkepause, mens han leder efter ordene.

- Der var mange tilbagemeldinger på, at jeg ikke burde være blevet udnævnt.

Det er ikke sådan, vi gør her?

- Ja, det var holdningen hos nogle af spillerne. Det var meget skuffende set fra mit synspunkt, selv om jeg kunne forstå de holdkammerater, der var utilfredse med udnævnelsen af en ny anfører. Men det var ikke mig, som foretog valget. Jeg bad aldrig om at blive udnævnt til anfører. Jeg fik æren af at blive det. Men det skabte så mange problemer på holdet, at jeg måtte hele vejen rundt til de meste erfarne spillere som Jan Mølby, Steve Nicol, Bruce Grobbelaar, Ronnie Whelan og Ian Rush. En af dem sagde: 'Wrighty, det er ikke dig, der er problemet. Problemet er, at man altid har givet anføreransvaret til den, som har været her længst'.

- Jeg svarede, at det selvfølgelig ikke var mit problem. 'Den må I tage med manageren. Han har truffet sin beslutning, og jeg har lyst til at være i Liverpool Football Club '.

Mark talte med samtlige de erfarne spillere en efter en. Han sagde: ”Jeg er kommet til klubben for at udføre et job. Og mit job er at spille med jer. Du skal ikke være sur på mig, fordi chefen har gjort mig til anfører. Uanset hvad der sker, vil jeg forsøge at hjælpe dig, men først har jeg brug for, at du hjælper mig, fordi jeg er ny på holdet. Nu er jeg her, og jeg har en stærk personlighed. Jeg vil vinde, og jeg vil sætte mit aftryk her.”

- Nogle syntes, det var fint, at jeg gik rundt til dem, andre syntes ikke, det var fint. Que Sera, siger jeg bare. Jeg vil altid være den, jeg er. Vi er gode venner nu, men det var en hård og vanskelig periode.

Konflikten må have taget energi fra dig. Påvirkede det dit spil?

- Nej. Jeg er, som jeg er. Jeg er psykisk stærk og i balance. Jeg har aldrig følt mig bedre, end jeg er, og det kommer jeg aldrig til at gøre. Men jeg tror, situationen nogle gange påvirkede folk omkring os, fordi der var så dårlig stemning. Jeg var der for at udføre et job og have det sjovt. For mig var det fantastisk at skulle lede Liverpool-holdet ud foran The Kop.

Kan du beskrive din første kamp som anfører?

- Det lyder nok lidt underligt, men når du er udnævnt til anfører, er det vigtigt, at det ikke går dig til hovedet. Og det gjorde det aldrig for mig. Det handlede ikke om mig. 'Se! Se, hvor stor jeg er!' Nej, nej, nej. Jeg tænkte, at jeg var en holdspiller, en som skulle sørge for, at vi alle gjorde vores job godt. En, der råber og kommanderer. Sådan er jeg. Når det så er sagt: Når du spiller din første hjemmekamp som anfører, går ned ad trappen, rører ved skiltet, rører ved klublogoet og kommer ud til den atmosfære: Det er nærmest ubeskriveligt. Et fyldt stadion som jubler og synger, og det at høre Gerry Marsden, en af mine naboer, synge 'You'll Never Walk Alone'. Han plejede faktisk at besøge os op til jul og synge den sang for mine børn, udklædt som julemand.

Mark ler højt, mens han fortæller.

- Ja, han plejede at sætte sig ved klaveret og synge af fuld hals. Klædt ud som julemand. Jeg sværger, det er sandt!

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik