Top 10: Største transferflops i Premier League-2023/24-sæsonen
Det er ikke unormalt, at der bliver lavet mange fejlskud iblandt de tonsvis af store transfers, som kommer ind i Premier League. Men hvilke transfers har været de største flops i denne sæson?
Hos Goal.com har de givet deres bud på de 10 største, og dem får du herunder. Manchester United har måske ikke så overraskende flest på listen.
10. Armando Broja – Fulham (Lån)
Den unge albanske angriber blev udlejet fra Chelsea i vintervinduet for at få mere spilletid. Mauricio Pochettino har kaldt hans potentiale ”fantastisk,” men det er slet ikke blevet forløst i Fulham, hvor han har været tredjevalg bag Rodrigo Muniz og Raul Jimenez, og han har ingen mål lavet for dem.
9. Gio Reyna – Nottingham Forest (Lån)
Den 21-årige amerikanske offensivspiller har kun startet inde to gange i de fem måneder, han har spillet i klubben efter at være blevet udlejet, da han ikke fandt melodien under Edin Terzic i Dortmund. Det er blevet til en enkelt assist, men i seneste opgør imod Chelsea blev han tilmed helt udeladt af Forest-truppen.
8. Sofyan Amrabat – Manchester United (Lån)
Den marokkanske defensive midtbanespiller er en af mange fejlslagne transfers på Old Trafford, og han vil næppe blive savnet, når han forlader dem for at vende tilbage til Fiorentina. Amrabat har udvist dårlige færdigheder med bolden, bliver ofte fanget ude af position, men det har dog heller ikke gjort det let for ham, at han er blevet kastet rundt i mange forskellige konstellationer på midtbanen.
7. Beto – Everton (Køb)
Der var gode forventninger til dette 260 millioners indkøb, da han scorede 10 mål for Udinese i sidste sæson. Men målnæsen har slet ikke været lige så skarp for ”The Toffees,” hvor han kun har nettet tre gange i 29 kampe.
6. Andre Onana – Manchester United (Køb)
Der har virkelig ikke været langt fra himmel til helvede for Onana i United. Han var en af Erik ten Hags udvalgte fra det gamle Ajax-kuld, men camerouneren har kæmpet med at finde stabiliteten bagtil. Godt nok har han disket op med fænomenale redninger, men det er ofte blevet overskygget af fæle drop. Og man må forvente mere ro omkring en keeper til en pris på 417 millioner kroner.
5. Ansu Fati – Brighton (Lån)
FC Barcelonas store offensive håb har forsøgt at genfinde gejsten hos et af Premier Leagues subtop-mandskaber Brighton. Men det har ikke hjulpet Fati at få denne rolle, hvor presset og omtalen af hans navn er blevet sænket lidt. Han pådrog sig dog også en skade, som har gjort det svært for ham at finde nok flow og fitness. To scoringer har han lavet for ”The Seagulls.”
4. Mason Mount – Manchester United (Køb)
Det var et kontroversielt skifte, da offensivspilleren som var ved at blive en Chelsea-darling, forlod kaosset i London-storklubben. Men han blev kun mødt med mere kaos i United, som spenderede hele 478 millioner kroner på ham. Både skader og omskiftelige roller har skabt dårlige betingelser for succesmulighederne for denne transfer. Mount har blot bidraget med et mål i 14 kampe i United-trøjen.
3. Kalvin Phillips – West Ham (Lån)
Det lignede på forhånd et ret godt match, da City-breddespilleren søgte mere spilletid i West Ham. Han startede frygteligt ud i London-klubben, da han kostede to mål i første kamp imod Bournemouth, inden han blev udvist i det efterfølgende opgør imod Nottingham Forest. Derfra har David Moyes’ tillid til ham været dalende, og desuden har han været plaget af en lårskade.
2. Moises Caicedo – Chelsea (Køb)
Chelsea har brændt penge af i omegnen af en milliard kroner for den ecuadorianske midtbanespiller. Og selvom han sidst på sæsonen har etableret noget stabilitet på et Chelsea-mandskab i fremdrift, så forventer man et noget højere niveau for så dyrt et indkøb. Men i virkeligheden har Chelsea nok også brugt markant flere penge, end den dog spændende 22-årige spiller er værd.
1. Sandro Tonali – Newcastle (Køb)
Ja man har jo næsten helt glemt, at Newcastle købte ham. Det var en noget kontroversiel transfer, da AC Milan-darlingen valgte at skifte til den olierige engelske klub. 521 millioner kroner brændte Newcastle af, og det var lidt af et statement at købe et så profileret navn. Han lagde da også ud med gode præstationer for dem, men så fik han tildelt en otte måneders karantæne for brud på bettingregler- Newcastle har således slet ikke haft mulighed for at få noget ud af ham i denne sæson.