LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Stor dansk succes i USA: Landsholdsspiller kåret som MLS’ bedste signing

Den amerikanske Major League Soccer (MLS) er nået midtvejs i sæsonen, og når eksperterne ser tilbage på første halvdel af 2025, er det med danskere helt fremme i rampelyset.

Ifølge den anerkendte MLS-skribent Matthew Doyle fra ligaens officielle hjemmeside MLSsoccer.com, har især to danskere gjort et bemærkelsesværdigt indtryk i første del af sæsonen.

San Diego FC’s danske landsholdsspiller Anders Dreyer fremhæves som ligaens bedste handel denne sæson. Doyle beskriver Dreyer som en perfekt signing, og placerer ham i top 3 i ræset om at blive årets MVP i MLS.

Dreyer har haft stor succes med seks mål og otte assists, hvoraf syv er direkte oplæg. Doyle roser særligt danskerens evne til både at være en målfarlig afslutter og en kreativ playmaker:

“Han arbejder hårdt begge veje på banen og viste sig mere end god nok til at drive angrebet, selv da holdets største stjerne var ude. Han har en fantastisk forståelse for spillet og er en spiller, der bør blive i San Diego i mange år frem.”

Også på trænerbænken imponerer en dansker stort i MLS denne sæson. Jesper Sørensen, cheftræner for Vancouver Whitecaps FC, fremhæves som klar favorit til titlen som årets træner.

Doyle kalder Sørensens præstation for måske den bedste halve sæson nogensinde og understreger, at danskeren er på vej mod at slå ligaens pointrekord, trods store udfordringer i form af skader og et presset kampprogram:

“Han fører ligaens bedste hold på kurs mod pointrekorden, nåede finalen i CONCACAF Champions Cup, har udviklet flere unge talenter, og han har endda gjort det meste af sæsonen uden sin bedste spiller. Andre kategorier er åbne for debat, men ikke denne – Sørensen er årets træner.”

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder