Anm: Ståle – Vi er hinandens lykkes smed
Tidl. FCK-træner Ståle Solbakken er rigtig godt bogstof, og forfatter Dan Hammer får da også sendt bolden fint i mål, men ikke uden betydelige stilistiske udfordringer.
Ståle – Vi er hinandens lykkes smed
Af Dan Hammer
Er udkommet på People's Press
416 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
Mit første møde med Ståle
Jeg husker tydeligt mit første møde med Ståle Solbakken. Jeg havde pressevagten i Parken i 2009, da de midtjyske ulve fra FCM krydsede poter og tænder med de københavnske løver fra FCK. FCK vandt en ellers temmelig lige kamp 2-1 på et mål af Morten Nordstrand, og vi i pressen var optagede af, at den på tidspunktet danske landsholdsspiller var startet på bænken – ikke mindst grundet FCK-fansenes højlydte frustrationer over selvsamme disposition – og af den fejring, der uden problemer kunne fortolkes som lettere utilfredshed med den manglende startplads, som Morten Nordstrand med et hårdt spark til hjørneflaget leverede efter scoringen. Det var den vinkel som snart sagt alle medier koncentrerede sig om.
Efter de obligatoriske kampinterviews havde en stor del af pressen, som de plejer, indfundet sig i Parkens presselokale, og alt var ”business as usual”. Dvs,. lige indtil Ståle Solbakken pludselig dukkede op i presselokalet og gav det danske pressekorps (formoder jeg) en røffel, som jeg ellers kun har oplevet magen til, dengang jeg fra bagerste folkeskolerække kunne se min matematiklærer udfolde sig i fuld flor, når han med tonstunge slag hamrede den meterlange lineal ned i kateret foran ham for at kalde til orden. Og orden blev der. Det blev der også den dag i Parkens presserum, selvom sceneriet mest af alt også genkaldte forbløffelse blandt de tilstedeværende, fordi ingen af os egentlig helt forstod, hvad det drejede sig om. Det hele foregik på et uforståeligt norsk og var ovre så pludseligt, som det var begyndt.
I sine følelsers vold
Dén historie om Ståle Solbakken, en mand med en retfærdighedssans og et temperament så stort, at han ikke behøver helium for at få en ballon til at stige til himmels, en mand med en selvtillid og tro på egne evner i Everest-størrelse, at det nogle gange forblinder realitetssansen, og en mand med en så ekstrem vindermentalitet og fodboldglæde, at han nok ikke har mange ligemænd derude, får Dan Hammer fortalt på fineste vis. Man lægger ikke bogen fra sig med en følelse af, at man mangler at skralde et lag af personen, fodboldspilleren og fodboldtræneren Ståle Solbakken. Som person, som mennesker og som træner får man indtrykket af, at Ståle Solbakken nok er et privat menneske, der bag al trænerglamouren værner meget om netop den sfære, men han er også i sin offentlige optræden temmelig ligetil. Det var min oplevelse den dag i Parken, og det er stadig min oplevelse, efter jeg har tygget mig igennem de 416 sider, som Dan Hammer har fået sin fortælling om Ståle Solbakken ned på.
Ståle Solbakken sparker til flasker, slår hånden i udskiftningsbokse, er i sine følelsers vold efter såvel sejr som nederlag, og han siger sin utvetydige mening, når han mener, at folk har dummet sig. Sportspressen ingen undtagelse. Selvfølgelig er det også i hans trænerkarriere blevet en måde at beskytte sine hold på, for i bedste José Mourinho-stil tilraner han sig opmærksomheden og sikrer på den måde, at presset løftes en smule af spillernes skuldre. Og selvom det helt sikkert fra tid til anden er kalkuleret, får man ikke indtrykket af, at han er uærlig eller utroværdig. Han gør lige nøjagtig dét, han mener er bedst for hans hold i den givne situation. Ikke for ham selv, ikke for en enkelt spiller, men for holdet, fællesskabet, kollektivet.
Sådan var det med den daværende anfører – Hjalte Bo Nørregaard – da han ikke fik et sidste farvel med hjemmeholdets fans, selvom den loyale og blandt fans vellidte spiller holdt klubrekorden for flest spillede kampe, og at det reelt på mange måder var risikofrit at lade midtbanespilleren sidde på bænken til kampen. Det var bare ikke dét signal, Ståle Solbakken ønskede at sende til hverken sit hold eller til omgivelserne.
Ståle Solbakkens engagement og evne til at holde en kollegial tone, hvor der er tid til både sjov og alvor, uden at han mister sin autoritet, og uden at holdet mister fokus, har gjort Ståle til en af Skandinaviens mest eftertragtede trænere. Det er Ståle Solbakken fra inderst til yderst, og det er Dan Hammers portræt af manden gennemsyret af. Faktisk sidder man tilbage med en oplevelse af, at Ståle Solbakken – der ikke selv direkte har bidraget til bogen (den er dog skrevet med hans billigelse) – ikke kunne have skrevet meget af det bedre selv.
Det at smede hinandens lykke
Titlen, der tager et gammelt ordsprog om, at enhver er sin egen lykkes smed og gendigter det, så det bliver til, at ”vi er hinandens lykkes smed” (og så kan man diskutere, om det rent sprogligt ikke er mere korrekt at skrive smede, men man må formode, at der er en pointe) lægger sig i forlængelse af dette. Ståle kræver af sine omgivelser, at de arbejder 100 % for fællesskabet på banen, i omklædningsrummet og sågar, kan man mistænke ham for, alle andre steder. Af samme grund sidder man til stadighed tilbage med en måbende forundring over, at Ståle Solbakken i sidste ende valgte tysk fodbold og FC Köln tilbage i sommeren 2011. Ståle må, som alle andre, have vidst, hvilket galehus FC Köln var og er. Han vidste helt sikkert også, at tysk fodbold (som det også anføres af Dan Hammer i bogen) er et spil, der forlader sig meget på mand-til-mand-spil, mens Ståle sværger til et zoneforsvar, hvor hver enkelt spillers rolle er nøje afstemt i forhold til de andre ni markspilleres ditto. Og så vidste han – ifølge bogen – også, at FC Köln ikke ligefrem var Tysklands rigeste klub. Så hvorfor valgte han FC Köln, når nu projektet var så risikofyldt, at det trods alt må have fået alarmklokkerne til at tude kedelhøjt i nordmandens ører?
Måske fordi det var eneste mulighed tilbage (HSV var sprunget fra kort forinden), men endnu mere sandsynligt måske fordi Ståle nogle gange er så overbevist om egne evner, at det også bliver hans blinde punkt: At han kan ændre noget, der bare ikke står til at ændre. I en parentes skal det selvfølgelig her bemærkes, at han måske har gjort en forskel for FC Köln, han står bare ikke længere selv i spidsen for den eventuelle forandringsproces (og mere sandsynligt er det nok, at Köln er faldet tilbage i gammel gænge). Alt ovenfor er i øvrigt egne gisninger, for bogen giver ikke som sådan nogle utvetydige bud på hvorfor, men beskæftiger sig næsten udelukkende med hvad og hvordan. Alligevel er Köln-kapitlet et af bogens bedre, fordi det giver et indblik i nogle arbejdsbetingelser, der ændrede missionen fra svær til noget nær umulig i den tyske domkirkeby.
Hjertestoppet
Under overfladen på de mange fine kapitler, der giver indtryk af, at de er skrevet af en mand, der har haft indsigt i fodholdene omkring Ståle Solbakken, siden han blev ansat som FCK-træner, og som nogle gange glemmer at tage fat på det svære spørgsmål om hvorfor, er der også nogle betydelige fortællertekniske og stilistiske problemstillinger med bogen. Bogen er meget stringent kronologisk fortalt med undtagelse af første kapitel, der handler om den dag – og ugerne derefter – da Ståle Solbakken på dramatiske vis faldt om med et hjertestop i en kant-øvelse under FCK-træningen. Her et dramatisk hook, som slår bogens tone an, og som mere end antyder, at det var et point-of-no-return i Ståle Solbakkens liv. Det antyder en radikal forandring. En radikal forandring som man ikke just kan få øje på i resten af bogen. For jo, selvfølgelig betød hjertestoppet, at Ståle Solbakken pludselig ikke kunne spille sit elskede spil mere, og selvfølgelig fik det den betydning, at nordmanden blev træner et par år tidligere end planlagt. Og det ville også have været naturstridigt, hvis det ikke havde givet Ståle nogle almindelige overvejelser omkring livets forgængelighed og familiære forpligtelser.
Selvfølgelig havde begivenheden store personlige konsekvenser for Ståle Solbakken, og selvfølgelig påvirkede dén alle omkring den karismatiske nordmand. Men derudover ændrede hjertestoppet ikke Ståle Solbakken markant som person, og det utrolige ved episoden, i retrospektivt lys, er vel faktisk det, der ikke skete. Historien om den dramatiske dag i det tidlige forår 2001 har selvfølgelig en helt naturlig berettigelse i bogen, men at lade den danne ramme for resten af fortællingen, at lade den være det der bliver selve indgangen til at forstå Ståle Solbakken som person, spiller og træner er at skyde over målet, og det er lidt ærgerligt, for det er på trods af hjertestoppet, at Ståle Solbakken har opnået en bemærkelsesværdig trænerkarriere, ikke på grund af. Det må dog hertil indrømmes, at det er klart, at historien PR- og salgsmæssigt er ganske fantastisk. Det er en historie, der sælger bøger, og det er således også et udsnit fra netop kapitel et, der har fået plads på bogens omslag, og det var kapitel 1, der var at læse i Jyllands-Postens ”Tempo”-tillæg i fredags (d. 19. oktober red.)
Interessant kunne det have været, hvis Dan Hammer havde tage fat på at forsøge at forstå og forklare de (få) modsigelser, der trods alt er opstået i løbet af Ståles karriere som spiler såvel som træner. Et eksempel på dette er nordmandens besynderlige skifte til Wimbledon, der på ingen måde på papiret passede til normandens spillestil eller mentalitet. Hvad handlede det skifte egentlig om? Selv har Dan Hammer fundet nogle citater med Ståle Solbakken, der antyder, at midtbanespilleren kun skiftede for pengenes skyld, men man må anholde i hvert fald to ting omkring dette forhold. For det første skulle det betyde, at Ståle Solbakken pludselig var gået fra at være selve personificeringen på den seriøse fodboldspiller, der primært træffer for sine valg af fodboldmæssige hensyn, til at blive kyniker, der pludselig ændrer karakter og spiller fodbold for pengenes skyld. For det andet – og måske endnu mere centralt – giver bogen ikke grund til at tro, at Ståle Solbakken ikke havde andre tilbud på bordet fra klubber, der var mere velbemidlet end Wimbledon, der trods alt ikke havde en bugnende kistebund. Så hvorfor? Måske blev han bare duperet af de to nye norske klubejere og blev så overbevist om, som han også blev det senere i sin trænerkarriere, at han fundmentalt kunne ændre kulturen i og omkring Wimbledon på og uden for banen? Måske var den galt fat med realitetssansen? Det er spørgsmål, der blafrer i vinden, og det er ærgerligt, at der ikke bliver rodet lidt mere i den del af Ståle Solbakkens muld, for det er netop på det punkt, at nordmandens personlighed er så utrolig fascinerende og interessant.
Dan Hammers bog om Ståle Solbakken er et personligt portræt, og det er skrevet af en mand, der gennem et arbejdsfællesskab tydeligvis kender bogens hovedperson temmelig godt. Det synes helt åbenlyst, at Hammer gerne vil give et helhedsindtryk af en mand, der altid har været utrolig determineret, meget bevidst om egne evner og utroligt hårdtarbejdende fra første gang, han betrådte den rektangulære fodboldbane. En lederskikkelse med stor tro på fællesskabets skabende kraft. Så vidt lykkes bogen for Dan Hammer, selvom han til tider tager helikopterblikket lidt for alvorligt. Samtidig har bogen særligt i første halvdel (der primært handler om Solbakkens spillerkarriere) lidt for meget smag for metaforer, analogier og andre sprogblomster. Det er med til at levendegøre bogen, men der er smurt lige vel rigeligt på, når noget f.eks. bliver til ”nougat for øjnene”, eller når der om en klemt AaB-direktør – Lynge Jacobsen – skrives, at han var ”fanget mellem en klippe og et stenhårdt underlag”. Af de sjovere finder man også en kommentar til AaB's økonomi, da klubbens egenkapital stadig var ”(…) solid, men den svandt hurtigere end fornuften under en våd polterabend i Jomfru Ane Gade”. Sprudlende, men også tæt på at kamme over uden for alvor at gøre det. Alt i alt har Dan Hammer begået en fin biografi.