Fra Everton - til værtshus i Ebeltoft
Peter Degn er vendt hjem til barndomsbyen, og har købt et værtshus af svigerfaren.
AGF, Everton, Brøndby, Vejle og Silkeborg. Det er klubberne, som Peter Degn nåede at repræsentere som professionel fodboldspiller, men nu er han vendt hjem til barndomsbyen Ebertoft, hvor det også er blevet til et karriereskift.
- Da fodbolden begyndte at køre, og jeg kunne se, at jeg hverken kunne nå politiet og militæret, har jeg altid været tiltrukket af værtshusmiljøet. Jeg har altid godt kunne lide at komme på værtshuse, ikke nødvendigvis for at drikke, men for at få en snak og en sludder med folk. Så jeg har altid godt vidst, at det lå godt til mig, siger Peter Degn til Jyllands-Posten hvortil han endvidere beretter:
- Jeg bruger mange timer dernede, men så længe, at det er ens eget, og man kan se, at det går den rigtige vej, så synes jeg, at det er spændende. Jeg går ikke og tæller 37 timer, for så ville det nok være en dårlig forretning, men jeg synes, at det er dejligt at komme derned, og jeg hygger mig meget med det. Jeg kunne sagtens se mig selv være der resten af mine dage, det ville jeg ikke være ked af, som det er nu. Men hvis jeg om fem år blev træt af det, ved jeg overhovedet ikke, hvad jeg skulle finde på.