- Jeg vil hellere spille bordfodbold
57 kampe på landsholdet i midterforsvaret. Karriere i AaB over Brøndby til Fenerbahce inden han rundede af i stormægtige Chelsea. I 07 blev Jes Høgh ramt af en blodprop i hjernen. Ud af ingenting. I 'Comeback til Livet' fortæller han begge historier.
Maj 2007 – forår 2008:
Kamilla henter mig i Brønderslev. Hjem til Aalborg og forstaden Hasseris. Hjem til familien og drømmehuset. En stor dag. Gensynsglæde og nu åbner livet sig igen. Altså, hvis det er en film og man betragtet det på et lærred. Når man er midt i det, som jeg er, er mareridtet ikke forbi. Hverken i hovedet eller kroppen. Det er også en smerte at flytte tilbage til den fortid, da jeg var en anden. Nu er jeg en fremmed. Og bliver konstant mindet om den, jeg var engang.
Men selvfølgelig er jeg grundlæggende glad for at komme hjem. Hvem ville ikke være det, når man har været helt derude at vende og har boet på institution i fire en halv måned. Regnestykket er bare ikke så enkelt. Selvom det er forår, fuglene pipper ude på engen, udsigten fra huset er skøn og solen står højt på himlen. Jeg kan med nød og næppe skære mig igennem en blød kotelet med højre hånd, kan ikke svinge en golfkølle eller piske efter drengene ud over markerne. De fysiske udfordringer fylder mere end følelsen af at være hjemme i trygge omgivelser, for i virkeligheden er jeg utryg. Ved det hele. Fordi jeg fumler og famler, og de fysiske begrænsninger sætter sig mentalt. Eller giver det der udslag, som ligger til mig og min natur som konkurrencemand. Jeg vil træne videre, hele tiden, og ingen skal forstyrre mig i det.
Jeg har fået et behandlingstilbud af kommunen. På et genoptræningscenter, Solsiden, i Nørresundby. Kamilla har fået det på plads. Også at jeg skal på sygedagpenge. Canal Plus har betalt løn til mig i nogle måneder, men det kan de ikke blive ved med. Pænt af dem, for jeg havde ikke krav på det, fordi jeg var ansat på en freelance-kontrakt. Det er en gestus. Jeg kommer jo ikke tilbage. Vi har ikke brug for sygedagpengene, men det er et eller andet sted vigtigt for mig, at jeg bliver registreret og taget seriøst som en person, der har ret til at blive anerkendt. Ret til at blive respekteret som syg og ikke bare en mand, der kan sejle sin egen sø, fordi han har penge nok.
Solsiden er nærmest en joke for mig. Sikkert mange, der kan bruge det. Men det er alt for lidt med de par timer to gange om ugen, jeg kan komme der. Jeg har en anden statistik kørende i hovedet. Den, jeg har fået fortalt af en læge, at man efter en blodprop kan genoptræne et års tid, og så kommer man ikke meget længere.
Det er fem måneder siden nu, så jeg har travlt. Men har også i sinde at bevise, at jeg kan fortsætte ud over det. Komme tilbage på niveau. Det er som om, jeg går i stå på Solsiden. Mister gejsten, fordi jeg ikke bliver presset mere. Derhjemme sover jeg mest. Ser fjernsyn. Når jeg er alene sammen med Oliver og William i fem minutter, er det fire minutter for længe. Jeg kan ikke holde til det.
Hvis de er for vilde, bliver de sendt ud af stuen, og så sidder Kamilla og jeg der. Hun arbejder ikke. Har jo aldrig gjort det, mens vi har været sammen. Vi har altid talt meget sammen, delt ting med hinanden. Nu går det både godt og skidt, eller sådan ser jeg på det uden at tænke dybere over det. Det kan jeg ikke. For mig er det mest godt, fordi hun er her, og det er det vigtigste for mig. Rigeligt at hun er her. Fire en halv måned er lang tid, alt kan forsvinde på så kort tid. Jeg registrerer ikke, at nogen har slukket eller trykket på en kontakt. Måske hun selv har slukket.
Vi tager på et par rejser sydpå. Mest for drengenes skyld. Spanien og Italien. Badeferie på gode hoteller, så Oliver og William kan komme i poolen, og vi kan være sammen som familie. En tur til Legoland også. Sommerferie som vi plejer. Jeg taler i korte sætninger med drengene. Det vænner de sig hurtigt til. På overfladen ser det hele endda meget normalt ud. Jeg er ikke normal. Kan ingenting. Kamilla slæber kufferter, bader med børnene, mens jeg sidder med solbriller og prøver at holde et smil på læben. Eller et halvt smil, tænker jeg lige og hver gang, fordi højre side af munden ikke reagerer. Den er hverken sur eller glad.
Jeg kan sagtens drikke et glas vin eller to, så det snurrer lidt. Den blodfortyndende medicin fik jeg kun på Bispebjerg Hospital. Nu får jeg den mod depressionen. Den, der skal tage top og bund. Nogle får munden lidt mere på gled, når de får lidt at drikke. Hvis jeg bliver en lille smule beruset, er det helt galt med min afasi, helt galt med min udtale, som er slem nok i forvejen.
Når jeg kommer ned på Solsiden om formiddagen, sidder vi og drikker kaffe, mens jeg trommer i bordet og bare vil i gang. Det er slet ikke nok, men det er det tilbud, jeg nu engang får af Aalborg Kommune, og vi er lidt blanke på, hvad man ellers kan gøre. Kamilla har fundet en fysioterapeut inde i byen, som har et træningslokale. Der træner jeg mest for mig selv og splitter det hele ad, fordi jeg tager hårdt fat og mangler noget vejledning.
Der skal ske noget andet, og Kamilla søger på nettet og falder over en behandler i Århus, der var oppe at holde et kursus i Brønderslev. Han brugte mig som forsøgskanin. Han hedder Amad, er fysioterapeut og har en genoptræningsklinik i Århus.
Neuroklinik hedder den, og dens tilbud er specielt rettet mod sådan nogle som mig, der har fået en skade i hjerne efter en blodprop, en blødning eller har været i en trafikulykke. I Brønderslev havde han tapet min arm op med den slags tape, spillerne også bruger i for eksempel håndbold. Det beskytter og giver mere følelse i armen. Det virkede faktisk helt fint og gav mig måske 10-15 procent mere styrke, men jeg havde ikke fulgt op på det, da jeg tog det af efter en uges tid. Han har også sådan et specielt spejltrick blandt en masse andre øvelser, hvor jeg placerede højre hånd bag det, mens jeg kunne se venstre i spejlet. Og så fulgte højre hånd med, når jeg gjorde en bevægelse med venstre. Hvis han flyttede spejlet, kunne jeg ikke. Spejlet snød hjernen med et andet synsindtryk.
Kamilla undersøger det nærmere og ringer til Amad. Vi får aftalt et besøg i Århus, eller i Åbyhøj, hvor klinikken ligger. Det virker meget professionelt, og jeg er klar til at springe direkte ud i det, men må vente et par uger, indtil de starter er nyt hold op. Forløbet varer seks uger. Nogle får støtte til det af deres kommune, får det hele betalt eller delvist. Klienterne kommer flere steder fra Jylland.
Aalborg Kommune vil ikke give en krone, så jeg må selv betale de 65.000 kroner, det koster. Jeg har fået tilbuddet fra Solsiden, og det er det, lyder beskeden fra kommunen. Det skuffer mig. Princippet i, at man ikke vil gøre en større indsats for en mand, der var rask for fem måneder siden, og nu har brug for hjælp, skuffer mig. En enlig mor eller en arbejdsløs tømrer ville ikke have en chance, mens jeg har en mulighed for at betale.
Vi er i september. At jeg har et skema, noget fast jeg skal fra mandag til fredag, hjælper lidt på mit humør. Giver mig et holdepunkt og den formaliserede træning, der betyder alt for mig. Eller endnu et holdepunkt, for jeg har fået gang i golfen. Gang og gang er måske så meget sagt, men jeg har fået forstærket håbet om, at golfbanen er der, mit comeback til livet ligger. John har hanket op i mig i løbet af sommeren.
I Brønderslev havde jeg været med fysioterapeuten ude at se golfbanen, som jeg før blodproppen har spillet på mange gange tidligere. Der var gået et sug igennem mig: ”Jeg skal, skal, skal ud på sådan en bane igen. Så bliver alt godt.”
John siger til mig en dag i juli, at nu er det nu. Det er er ikke længere nok med Yatzy, og nu er det af sted til golfbanen i Aalborg. Min hjemmebane. Jeg er skeptisk og vel en smule berøringsangst. Tæt på den ultimative nedtur, hvis jeg overhovedet ikke kan noget. Jeg var jo for fanden god. Handicap 4,5 er ikke for sjov. Jeg har arbejdet hårdt for at komme derned, er seriøs golfspiller og lidt nervøs for, hvordan det kommer til at gå.
Det er helt fra scratch. Handicap 36 og jeg skal slå ud fra kvindernes teested, der ligger noget tættere på hullet end mændenes. Da jeg står med golfkøllen i hånden tænker jeg: ”Kom så med den bold, så skal jeg give den en over nakken”. Jeg ser bolden i mit sving, og den lander fem meter foran mig. Jeg kan overhovedet ikke svinge højre arm igennem. Ingen kraft. Jeg forsøger én ting, men min hjerne giver en anden besked til armen. Noget at arbejde med. Jeg skal lægge mit slag om, have venstre til at gøre arbejdet, og så tage den derfra.
Efter tre huller er jeg helt færdig. Total smadret af træthed. Men jeg er i gang, og det må være meningen med det. I forhold til golf har jeg ikke tabt modet. Det er på golfbanen og i den fysiske træning, jeg kan mærke håbet. Golf bliver en målestok. Også selvom jeg ikke laver et eneste point på ni huller de næste gange.
John har tålmodighed med mig, og jeg får motion af at gå. Også variation. Jeg kan tale med John, koncentrere mig dybt, mens jeg slår, og så gå og snakke igen. Det er en god kombination. Jeg har fået mit kørekort tilbage, men skal ikke køre frem og tilbage til Århus i bil. Det vil være alt for hårdt. Kørekortet blev automatisk taget fra mig, da lynet slog ned.
I tre måneder, og det forlænger man til seks, hvis det skønnes nødvendigt. Jeg var til specialprøve, også i Århus, hvor jeg lå og kørte rundt i tre kvarter. Det gik fint med at sidde i en bil igen. Jeg havde ingen problemer med at huske, hvordan jeg skulle navigere. I forvejen er der automatgear i min Porsche, også i Volvoen vi har, så jeg kunne stort set køre bilen med én hånd. Det var et krav, at der var automatgear i bilen for at få kortet igen. Til den orienterende køreprøve kunne jeg lige snige begge hænder på rattet. Som at være 18 år igen. Kørekort og bil. Og næsten lige så stort som dengang.
Opholdet på Neuroklinik giver mig mere mod på det hele. Men det bomber mig også fysisk, så jeg ikke har overskud til meget andet. Min far kommer og henter mig hjemme ved huset og kører mig til stationen hver morgen. Og holder der igen, når jeg kommer hjem sidst på eftermiddagen. Jeg tager toget ved 7.30-tiden, står af på banegården i Århus og napper en taxa til Åbyhøj.
Den første dag er jeg igennem adskillige fysiske tests. Både for at se, hvor jeg befinder mig i forhold til de færdigheder, der skal genoptrænes, men også for at have noget at måle på og sammenligne med senere. For at se om jeg forbedrer mig. Hver formiddag kører vi på med fysioterapeut og ergoterapeut. En frokostpause. Og så igen om eftermiddagen. Jeg er tilbage i Aalborg ved 18-tiden. Min far siger ikke så meget i bilen. Han udspørger mig ikke. Han er ikke sådan en type. Hans måde at udtrykke sin kærlighed til mig er ved at bringe og hente mig hver dag. Mine forældre er nok typiske for den generation. Det er ikke nødvendigt at sætte så mange ord på. Hellere noget handling eller nogle gerninger, som siger det samme. Vi bor tæt på hinanden, og vi hjælper hinanden i min familie.
Jeg vil gerne have, at mine piger bliver mere åbne overfor mig, end jeg er i forhold til mine forældre. Sådan en far vil jeg gerne være. At de har let ved at komme til mig. Drengene selvfølgelig også, men det varer noget tid, inden de får det behov. Omvendt kan jeg også, når jeg tænker over det, sætte pris på den tavse facon. Men man skal have vished for, at forældrene er der. Det er mine. Altid.
Når jeg kommer hjem til Kamilla og drengene, er det ikke meget, de i den første tid ser til mig Til aftensmaden. Og så direkte på hovedet i seng, så jeg er klar til næste dag. I weekenderne hygger vi os. Har gæster om lørdagen, kører en tur om søndagen.
Træningen gør mig godt, men jeg er ikke meget familiefar i ugens løb. Når jeg sætter mig i toget Århus, sover jeg, inden vi er ude fra stationen, og hvis ikke, jeg har min telefon til at vække mig i Aalborg, fortsætter jeg til endestationen, Frederikshavn eller hvor den nu er.
Det er Amad og tre kvindelige behandlere på 25-30 år, der træner os. Alle er supersøde. Til frokost går jeg sammen med de andre på holdet hen og får en sandwich et par hundrede meter derfra. Jeg har det bedre end de første måneder derhjemme, fordi der er intensitet igen. Træningen er min førsteprioritet. Sådan er det lige nu. Kamilla og drengene er der, skal bare være der. Det er ikke et bevidst valg eller en prioritering, jeg træffer. Jeg er tilbage i det igen. Tilbage i Chelsea, Fenerbahce, AaB, Brøndby. Jeg er i træningslejr.
Senere i forløbet får jeg mere overskud. Holder mig vågen efter aftensmaden, putter drengene, men falder som oftest i søvn inde hos dem, så Kamilla vækker mig igen en time senere og spørger, om jeg ikke kommer op igen. Vi sludrer lidt. Ikke længe. Vi har det okay, synes jeg. Ikke så meget at snakke om. Hun har nok at se til med drengene, og jeg har mit. Træningslejren. Jeg er egoistisk. Det er fodboldspillere. Vi tjener masser af penge, men har brug for ro og fred, vil ikke høre noget vrøvl, og den næste kamp er den vigtigste. Det er nok sådan jeg er. Igen.
Jeg spørger ikke meget ind til Kamillas hverdag. Hendes tanker og sådan. Mit sprog er stadig for dårligt, så jeg opgiver. Giver hende et kram og tænder for fjernsynet. Min fornemmelse er, at hun ikke beder om meget mere. Bare jeg er der. Jeg tilfredsstiller hende ikke. Heller ikke seksuelt. Vi har da sex, men ikke ret tit. Hvis vi ligger i sengen og snakker om, hvordan det var, inden jeg blev syg, kan jeg godt begynde at græde. Ellers er jeg holdt op med det.
Træningen i Århus er bygget op af mange små øvelser. Masser af repetition. Jeg får målt min styrke i en håndtræner, som et pistolgreb nærmest, jeg skal klemme sammen. Venstre sender måleren op 48, højre hånd kun til 13. Sådan er styrkeforholdet. Seks uger senere er venstre på 52 og højre er nået op på 35. Det er en mærkbar forbedring. Min træning betaler sig. Det har jeg altid vidst. Træning og repetition, hvis man vil forbedre sig. Jeg stabler små plastikkopper med højre hånd. I læssevis. Røde, gule, grønne. Sætter dem ovenpå hinanden som en korthus, indtil det vælter. Igen og igen. I en kasse ligger der 80-100 tennisbolde.
Højre hånd, en af gangen op i en ribbe, hvor de kan ligge på stribe og i flere etager. En og en, og ned i kassen igen på tid. Jeg styrer selv stopuret. Et kvarter måske. Nogle uger efter er jeg nede på fem minutter.
Den slags øvelser og den slags resultater, jeg kan bruge til noget. Jeg kan måle fremgangen. Klinikken har et golfsæt stående. Lamper og vinduer er udsatte, men jeg slår igennem. Arbejder konstant med sving og slag. Hakker boldene inde i et net, der er spændt fast til væggen. Jeg spiller bordfodbold med Amads kæreste, Heidi, der også er fysioterapeut. Og får bank hele tiden, store tæsk. Fokusområde. Jeg skal forbedre mig i bordfodbold.
Efter seks uger er jeg igen overladt til min egen træning hos fysioterapeuten inde i Aalborg. Gråt i gråt. Vinteren nærmer sig, og dampen forsvinder stille ud af mig. Jeg kan heldigvis tage bilen rundt. Besøge mine forældre og søskende. Pigerne kommer forbi, eller vi går ud og spiser.
Jeg kører drengene i skole og børnehave hver morgen. Når jeg kommer hjem kvart over otte eller deromkring, sidder vi og får et rundstykke sammen. Kamilla og jeg. Sludrer lidt. Ved titiden kører jeg ind og træner, eller tager ud på golfbanen og kæmper mig igennem ni huller for mig selv, hvis vejret er til det. Når jeg kommer hjem ved frokosttid skal jeg have en lur, så jeg er frisk til at hente drengene igen ved 14-tiden.
Kamilla sørger for at indgå legeaftalerne. Vi har tit kammerater med hjemme, for vi har masser af plads, og de elsker at se film i biografen i kælderen. Hvis de skal et andet sted hen, forklarer Kamilla mig, hvor de bor. Eller jeg plotter det ind på GPS'en. Jeg kan ikke finde rundt i aftalerne, og de andre forældre holder lidt igen over for mig. En naturlig distance måske. For ikke at presse mig og i uvidenhed om, hvordan jeg har det. Om jeg er rask eller ej.
Jeg ser fjernsyn inden aftensmaden, som Kamilla har lavet. Vi får pizza et par gange om måneden som alle andre familier. Kamilla ordner alt det praktiske. Egentlig ved jeg ikke, hvad hun laver hele tiden. Holder ikke øje med det. Hun besøger sin mor i huset ved Blokhus, mødes med veninder, går i butikker og køber tøj til børnene. Jeg savner træningen i Århus. Resultaterne. Og fremskridt. Som om jeg bare resignerer igen og ikke rigtig kommer nogle vegne. Jeg føler mig klodset. En kegle.
Vi holder jul hos Kamillas forældre. Det er på skift. Sidste år var det hos mine forældre. Min værste jul nogensinde. Mest fordi den minder mig om noget andet og bedre. Mine svigerforældre tager sig godt af drengene, hjælper ofte til med dem. Det er en stor hjælp, og Oliver og William elsker dem. Jeg kæmper med at kunne rumme dem begge. Fysisk er det blevet en smule nemmere, men mentalt stadig en voldsom udfordring for mig. At snakke med dem, larmen, kravene til mig som far. Når det bliver for meget, kører jeg ind og træner.
Det er blevet en tradition at rejse til London med John og Tina i julen. Fra den 27. til 30. december. Uden børnene. I forhold til sidste år er jeg træt, og mit ordforråd er ikke en fjerdedel af det, det var. Lidt af mit engelske er begyndt at vende tilbage. Vi flyver fra Aalborg til Gatwick. Bor på et hyggeligt hotel ved Leicester Square og skal se musical, shoppe og spise god mad. På trods af trætheden har jeg set frem til turen. Kamilla og jeg er vilde med London. Vi holdt af at bo der i de to år, jeg spillede i Chelsea.
Selvfølgelig er der fodbold på programmet. Chelsea-Newcastle hjemme på Stamford Bridge. Kamilla har arrangeret, at vi kan låne John Terrys VIP-loge. Han er den eneste, der er tilbage af mine gamle holdkammerater. Anføreren, men han er skadet, så hans familie skal ikke bruge logen. Det er virkelig en oplevelse for John og Tina, og jeg glæder mig over, at de kan komme helt tæt på.
Fedt at det kan lade sig gøre. For mig er et fodboldstadion en arbejdskulisse. Det er som at besøge en gammel arbejdsplads. Jeg har ikke fulgt så meget med siden blodproppen. Tidligere sad jeg helt ude på kanten af lænestolen, når jeg så Chelsea i fjernsynet. Nu spiller de bare. Men altid rart at være på stadion. Og denne eftermiddag udvikler sig helt specielt for mig.
Et kvarter inden kampen kommer pressechefen op i logen. Jeg kender ham, Spy blev han altid kaldt. Han var også i Chelsea for syv år siden, da jeg var der. Han virker oprigtig glad for at se mig og beder mig om at kigge ned i spillertunnelen fem minutter inden pausen. Da jeg kommer derned, og dommeren har fløjtet af, følger Spy mig ind på banen. Næsten helt ind på midten. I sin trådløse mikrofon fortæller han ud over højtaleranlægget, at Jes Høgh er på besøg, at jeg er kommet mig over en blodprop i hjernen og selvfølgelig stadig holder med min gamle klub.
Alle 40.000 på Stamford Bridge står op og klapper. Fotograferne stiller skarpt på mig. Jeg repræsenterede kun Chelsea i 19 kampe, inden jeg blev skadet, men man husker og hædrer sine spillere i engelsk fodbold. Det er så hårene rejser sig på mig. En helt fantastisk følelse, virkelig rørende. Hjemme i AaB kan de ikke finde på at tilbyde mig en billet til superligakamp, selvom jeg har spillet tre år i klubben, endda da vi blev mestre, og har boet i byen det meste af mit liv. Måske det er derfor, jeg holder med Aalborg Chang.
Jeg vil altid huske den tur ind på Stamford Bridge. Også fordi John og Tina er med. Og Kamilla.
Efter nytår bliver jeg enig med Kamilla om at tage endnu en tur til Århus. Jeg vil træne mere. Forbedre min motorik, min arm, mit ben. Min tale. Det er over et år siden, jeg blev syg. Jeg ønsker ikke, at statistikken skal få has på mig. Den med, at man ikke kan komme længere i genoptræningen efter et år. Jeg er jo knap nok begyndt.
Det er den rigtige vej for mig. Rigtigt at reagere på det savn, jeg har haft. Jeg får det bedre. I en periode i hvert fald. Seks uger. Og gør fremskridt.
Venstre hånd passer målmanden, højre hånd skal score målene. Næstsidste dag på Neuroklinik lykkes det. Heidi står og bander og svovler. Jeg slår hende 7-6 i bordfodbold...