LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Rasmus Arvad Christensen

Bliver Onana bænket? Ten Hag med kryptisk udmelding forud for Galatasaray-kamp

United-træner, Erik ten Hag, ville forud for tirsdagens Champions League-kamp ikke afsløre, hvem der skal vogte buret for den engelske storklub.
Manchester United hentede i sommerens transfervindue to nye målmænd, efter den engelske storklub ikke forlængede kontrakten med klubbens mangeårige førstemålmand, David de Gea.

United hentede André Onana i italienske Inter, mens Altay Bayindir blev hentet i tyrkiske Fenerbahce. Indtil videre har det dog udelukkende været Onana, som har vogtet det engelske bur, og det har foreløbigt været med blandet succes, da den camerounske målmand har været impliceret i flere af modstandernes scoringer.

Nu kan den tyrkiske målmand dog tilsyneladende potentielt snart få debut for de røde djævle. I forbindelse med mandagens pressemøde forud for tirsdagens Champions League-kamp mod Galatasaray blev Erik ten Hag spurgt om, hvem der kommer til at vogte buret for United, og her kom United-træneren med et kryptisk svar:

- Det får vi at se. Men vi valgte at spille med André Onana i Liga Cuppen, fordi Bayindir skal tilpasse sig til den engelske standard. Derfor foretrak vi, at André spillede.

- Men vi er også nødt til at udvikle Altay, det er klart. Han har gjort et rigtig godt indtryk til træning, og han udvikler sig meget, så det er vi meget glade for. Vi er overbeviste om, at vi har de to rigtige målmænd i truppen til at gøre arbejdet for os, siger Erik ten Hag ifølge Manchester Evening News.

Manchester United skal forsøge at hente klubbens første point i dette års Champions League-gruppespil, når englænderne tirsdag aften tager imod Galatasaray på Old Trafford.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder