- FCN-talent kan sagtens komme til at koste over 200 millioner
FC Nordsjælland-talentet Ernest Nuamah kan lynhurtigt komme til at koste over 200 millioner kroner, vurderer Mikkel Bischoff.
Ernest Nuamah er en eftertragtet mand. De færreste tror, at ghaneseren stadig er Nordsjælland-spiller, når transfervinduet smækker i den 31. august.
Forleden skrev BT, at nordsjællænderne takkede nej til et bud fra franske Reims på 135 millioner kroner.
Fodboldekspert og tidligere Brøndby-spiller Mikkel Bischoff er overbevist om, at FC Nordsjælland sagtens kan få mere end 135 millioner for deres wonderkid.
Mere end 200 millioner kroner for hurtigløberen er ikke urealistisk, vurderer Bischoff.
Det siger han under Discovery-programmet Transferbørsen.
- Hvis der er to-tre klubber, som gerne vil have ham, og de ligger og byder i forhold til at være desperate for at få ham, så kan vi godt komme over 150-200 millioner kroner for ham.
Den tidligere forsvarspiller blev dernæst spurgt af Zak Egholm, om prisen på ghaneseren kunne nå op over 200 millioner kroner.
- Hvis der er budkrig, ja, lød det fra Bischoff.
Nuamah står noteret for 20 mål og 5 målgivende afleveringer i 46 kampe for Farum-mandskabet.
Ernest Nuamah har kontrakt med FCN til sommeren 2026.