PSV jagter Simons-erstatning i AC Milan
PSV har i noget tid kigget på Charles De Ketelaere og vil have offensivspilleren som erstatning for Xavi Simons, der netop er vendt tilbage til PSG.
De Ketelaere er kædet sammen med flere andre klubber i dette transfervindue som RB Leipzig, Club Brugge og Aston Villa. Nu melder Algemeen Dagblad, at De Ketelaere kan være på vej til Eindhoven.
De Ketelaere har været et mindre flop i AC Milan, hvor han ikke slog igennem. Derfor vil milaneserne for alt i verden forsøge at få så mange penge tilbage som muligt af de 260 millioner kroner, man købte belgieren for i Club Brugge sidste sommer.
Aston Villa skulle ifølge rygterne være den klub, der er mest villig til at købe belgieren for et ordentligt beløb i milanesernes øjne.
PSV vil derimod prøve at komme så langt ned som muligt. Tidligere har der været forlydender om et slutbud på mellem 115 til 150 millioner kroner fra hollændernes side.