Kovacic skifter til Manchester City: Det er et fantastisk skifte
Manchester City har tirsdag aften præsenteret Mateo Kovacic som ny spiller på Etihad Stadium.
Det blev ikke til en kontraktforlængelse for Ilkay Gündogan i Manchester City, og så stod ”The Citizens” pludselig og manglede en central midtbanespiller. Hullet i Manchester Citys midtbane er dog allerede blevet udfyldt – af Mateo Kovacic.
Manchester City betaler efter sigende 217 millioner kroner – plus visse bonusser – for Kovacic, som ifølge Transfermarkt er 283 millioner kroner værd.
Den 29-årige midtbanespiller bliver dermed Manchester Citys første sommerindkøb efter en sæson, hvor Pep Guardiolas tropper vandt ”The Treble”.
- Det er et fantastisk skifte for mig, udtaler Mateo Kovacic ifølge BBC.
- Alle, som har set dette hold under Pep, ved hvor gode de er. I mine øjne det bedste hold i verden.
- Trofæerne, de har vundet, står klart for alle, men de er også det bedst spillende fodboldhold.
- At slutte sig til denne trup er en drøm for enhver fodboldspiller. Jeg har stadigvæk masser at lære, og jeg udvikler mig stadigvæk, og jeg ved, at jeg under Pep kan blive en bedre spiller, hvilket er rigtig spændende for mig.
- Min plan er nu at hvile mig i et par uger, før jeg kommer tilbage til Manchester for at forberede den nye sæson.
- Jeg vil hjælpe klubben med at forblive på toppen og vinde flere trofæer.
Kovacic sluttede sig til Chelsea i august 2018, hvor han i første omgang kom fra Real Madrid på en lejeaftale, før han underskrev en femårig aftale. I det, der blev kroatens sidste sæson i Chelsea, spillede han 37 kampe i en turbulent sæson, hvor ”The Blues” endte på en skuffende 12. plads i Premier League.