AC Milan køber Chelsea-spiller
Chelsea er ved at sælge ud af overskudslageret, og nu er en spiller på vej til italiensk fodbold.
Ruben Loftus-Cheek skal næste sæson tørne ud for den italienske klub AC Milan. Det rapporterer Athletic-journalist David Ornstein på Twitter, efter der angiveligt har været forhandlinger mellem klubberne i over en måned.
Den 27-årige englænder skulle allerede være enig med den italienske storklub om de personlige detaljer, og nu er klubberne angiveligt blevet enige om en pris i omegnen af 130 millioner kroner.
Den garvede englænder optrådte 25 gange for Chelsea i seneste Premier League sæson, hvor han lagde op til en enkel scoring. Han har kontraktudløb til næste sommer, men Chelsea ville have haft en option, der kunne udløse et år yderligere, hvis han var blevet i klubben.