Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Daniel Fisker

Stuttgart tog første stik i nedrykningsdrama

Torsdag aften blev den første af to playoffkampe mellem Stuttgart og Hamburger SV om nedrykning fra – eller oprykning til – Bundesligaen, og den trak Stuttgart sig sejrrigt ud af.
Der var ikke engang spillet et minut, før Mercedes-Benz Arena kunne eksplodere i jubel. Vanvidsstarten blev en realitet efter et tidligt pres og efterfølgende hjørnespark, hvor Mavropanos i læ af en holdkammerat kunne stige til vejrs og heade bolden i netmaskerne, før stadionuret havde rundet et minut.

Stuttgart fortsatte med at spille i et tempo, hvor gæsterne fra Hamborg havde svært ved at følge med, hvorfor HSV-midtbanespilleren Reis, som netop selv havde bidt i græsset, allerede så gult efter et kvarters spil, da han på ulovligvis nedlagde en fremadstormende Stuttgart-spiller.

Den hollandske midtbanekreatør indtog igen en uheldig hovedrolle 10 minutter senere, da han begik straffespark på stregen af Hamborg-feltet. Heuer Fernandes i Hamborg-målet formåede dog – for anden gang i kampen – at holde hovedet koldt, hvorfor Stuttgart-angriberen Guirassy kom til kort.

Det forspildte straffesparksforsøg fungerede som en spand koldt – eller i hvert fald lunkent – vand i hovedet på Hamborg-spillerne, som nu tog de første tilløb til at komme frem til chancer. I første omgang måtte gæsterne dog nøjes med angrebsforsøg, der blev stoppet i opløbet, eller offsidekendelser.

Hamborgs angrebsforsøg begyndte dog at ligne noget, da stadionuret havde rundet 30 minutter, selvom HSV’s offensive kræfter ikke ligefrem virkede ivrige efter at løbe frem på banen. Det var til gengæld Jatta, som var tæt på at kunne tage Stuttgart-målmanden Müller på sengen. Glatzel vandt herefter en nedfaldsbold, men Stuttgart-forsvaret var hurtige til at mandsopdække HSV-topscoreren.

Stuttgart var dog for en stund presset i bund, og få minutter senere fik Müller oprejsning, da Reis havde udset Glatzel, som var løbet i en gunstig position, med et indlæg, som Stuttgart-målmanden dog fik hånden på, inden chancen – og HSV’s offensive bestræbelser – løb ud i sandet.

Stuttgart-forsvareren Mavropanos var tæt på at blive dobbelt målscorer, da han steg til vejrs efter et frisparksindlæg og headede bolden tæt forbi den fjerneste stolpe, hvorefter der kunne sættes punktum for en første halvleg, hvor gæsterne fra Hamborg ikke havde formået at få et skudforsøg sendt inden for Stuttgarts målramme.

Stuttgart-mandskabet genoptog angrebsiveren i anden halvlegs start, og det skulle vise sig at give pote allerede efter fem minutter, hvor den tidligere HSV-spiller Vagnoman kunne spadsere gennem et amputeret HSV-forsvar og prikke bolden i netmaskerne – inden han afholdt sig fra at juble over sin 2-0-scoring.

Allerede tre minutter senere revancherede Guirassy sit brændte straffespark fra første halvleg, da han med et hovedstød kunne bringe Stuttgart foran 3-0. HSV-forsvaret var ganske vist ikke længere amputeret, men de tre HSV-forsvarere, som omringede Guirassy, men forsvarstrioen var magtesløse over for den bomstærke angriber.

Glatzel pyntede herefter på HSV-statistikken, da han kort tid efter 3-0-scoringen var særdeles tæt på at kunne give HSV en reducering, da han pludselig befandt sig i en særdeles gunstig position i forbindelse med et indlæg. Müller i Stuttgart-målet var dog parat til at afværge gæsternes første skud inden for målrammen med en fodparade.

Et sårbart HSV-forsvar slap efterfølgende med skrækken, da Mavropanos – igen – var tæt på at blive dobbelt målscorer, men heller ikke denne gang var grækerens hovedstødsforsøg placeret inden for målrammen.

HSV fik efterfølgende opbygget noget momentum, men gæsterne fik endnu en mavepuster – denne gang i form af et rødt kort, da indskiftede Suhonen efter 10 minutter på banen kastede sig ind i en tackling på Vagnoman, hvilket resulterede i, at målscoreren blev stemplet på det øverste af låret, hvilket kampens dommer altså kvitterede for med et rødt kort – med 20 minutter tilbage af kampen.

Selvom modløsheden tilsyneladende var begyndt at sætte sit præg på HSV-spillet, så havde gæsterne ikke helt kastet håndklædet i ringen. De offensive udfoldelser var dog hovedsageligt begrænset til dødboldsituationer, og det var netop i forbindelse med et frispark, at Kittel var tæt på at genoplive gæsternes Bundesliga-håb.

Det var således HSV-kreatøren, som i kølvandet på et frispark opsnappede en nedfaldsbold, som han sendte mod Stuttgart-målet, hvor Müller ville have været solgt til stanglakrids, hvis ikke Anton havde stået klar foran Stuttgart-målet til at hjælpe sin målmand.

Den sidste HSV-chance i kampen udspillede sig også i forbindelse med et frisparksforsøg, som dog ingenlunde udgjorde en trussel for Stuttgart-defensiven, og efter de sidste offensive krampetrækninger fra Stuttgart – blandt andet endnu en stor chance til Mavropanos – kunne HSV-spillerne rejse slukørede hjem til Hamborg, hvor der trods alt venter en returkamp.

Den afgørende playoffkamp fløjtes således i gang mandag aften klokken 20:45 på Volksparkstadion i Hamborg, hvor værterne altså skal forsøge at indhente Stuttgarts tremålsføring fra torsdagens opgør.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER