Lazio udskød Napolis mesterskabsfest
Lazio kunne have foræret det italienske mesterskab til Napoli, hvis de tabte onsdagsopgøret til Sassuolo, men hovedstadsklubben holdt stand – foreløbig.
Napoli kunne i weekenden have sikret sig det første mesterskab i 33 år, men mesterskabsfesten forstummede, da det ikke lykkedes for napolitanerne at slå Salernitana, og dermed havde Lazio stadigvæk en mikroskopisk chance for at blive italienske mestre, da hovedstadsklubben onsdag aften gik på banen mod Sassuolo.
Chancen var mikroskopisk, fordi Lazios mesterskabschance krævede, at ”Le Aquile” skulle vinde de resterende seks kampe i sæsonen, mens Napoli skulle tabe de resterende seks kampe i sæsonen, og derudover skulle Lazio indhente napolitanernes overlegne målscore.
Allerede efter syv minutters spil så det ud til, at Napolis fest foreløbig skulle blive udskudt, da Immobile fandt vej til netmaskerne. Målet blev dog i første omgang underkendt for offside, selvom det så ud til, at Zortea ophævede Immobiles offsideposition.
Det gjorde den 23-årige italiener tilsyneladende også, da målet fik lov til at gjorde sig gældende – indtil VAR-dommerne gav deres besyv med. I sidste ende blev målet underkendt på grund af en offsidekendelse i opspillet til føringsmålet, som altså blev annulleret.
Der skulle dog kun gå yderligere syv minutter, før Felipe Anderson foreløbig havde stukket en kæp i Napolis mesterskabshjul – ved hjælp af en formidabel assist fra landsmanden Antonio.
I de døende sekunder af første halvleg var Sassuolo dog tæt på at forære det italienske mesterskab til Napoli, da Frattesi formåede at forbigå sin oppasser og hamre bolden på overliggeren fra en spids vinkel.
Assistmageren Antonio stod for den første Lazio-chance i anden halvleg. Det var en chance, han fik foræret, men brasilianeren sendte en ballonbold over Sassuolo-målet.
Sassuolo begyndte dog at vise tænder, da der var spillet godt og vel en time, men Drefrels forsøg at udligne – og gøre Napoli til mestre – var nærmest ynkeligt. Franskmanden sendte således bolden på tværs af målet.
Immobile blev udskiftet, da der var godt og vel 20 minutter tilbage af onsdagskampen, og det var den erfarne angriber alt andet end tilfreds med. Han kvitterede for udskiftningen ved at hamre sin arm op i taget over udskiftningsbænken.
Berardi ville også gøre et forsøg på at sende det italienske mesterskab til Napoli, da han – efter en god aflevering fra Bajrami – testede Provedel med en afslutning inde i Lazio-feltet. Lazio-målmanden bestod dog prøven.
Til syvende og sidst blev Napolis mesterskabsfest dog endegyldigt udskudt, da Zaccagni løb Sassuolo-forsvaret over ende og serverede bolden på et sølvfad for indskiftede Basic, som foreløbig kun havde trykket på aftrækkeren en enkelt gang. Denne gang kunne kroaten dog nemt prikke bolden i netmaskerne.
Mesterskabsbolden ligger nu igen på Napolis banehalvdel, og napolitanerne kan nu sikre sig det italienske mesterskab på udebane mod Udinese, hvis "Gli Azzurri" vel at mærke går fra banen med mindst et point.