Kovacic: Vi bærer også skylden
Mateo Kovacic er optimistisk omkring resten af sæsonen, hvor Frank Lampard nu er manager for Chelsea for resten af sæsonen.
Frank Lampard blev fyret som manager for Chelsea i januar 2021 efter flere svingende resultater, men nu er Lampard igen blevet ansat som manager i klubben for resten af sæsonen efter fyringen af Graham Potter. Lampard som selv spillede i klubben i 13 år er blevet positivt modtaget i klubben, og holdets kroatiske midtbanespiller Mateo Kovacic har rost ansættelsen overfor Sky Sports:
- Vi kender ham. Han var vores manager. Det er gode nyheder, at han er tilbage for at redde vores sæson, for det har ikke været godt i denne sæson. Vi bliver nødt til at være ærlige omkring det. Det er lettere at fyre en manager end 30 spillere, men vi bærer også skylden. Vi bliver nødt til at blive bedre og takke Graham Potter for hans tid i klubben, hvor han gjorde et godt arbejde. Det er ikke nemt, når der sker store forandringer i klubben, så det var også en dårlig situation for ham.
- Vi havde et kort møde, hvor Lampard forklarede, hvad han forventede fra os i denne sæson. Vi har nu muligheden for at kravle op i tabellen, og så har vi to store kampe mod Real Madrid i Champions League, så der er bestemt en mulighed for at slutte sæsonen godt af.
- Han kom til os meget roligt og med en klar ide om, hvad han forventer fra os, men det er blot en dag, så vi får at se, hvad han forventer fra os i de kommende dage. Det er svært at sige, hvordan det kommer til at være, men han er tilbage, og vi ønsker, at gøre det bedste for vores klub.
Lampard får sin første kamp som midlertidig manager, når Chelsea på lørdag gæster Wolverhampton på Molineux.