Skandalefrue klapper i: Jeg siger ikke noget som helst mere
Thiago Silvas kone har været flittig til at skabe røre i Chelsea-dammen, men det er tilsyneladende slut nu.
Chelsea gled lørdag ud af top 10 i Premier League-tabellen, da den efterhånden hårdtprøvede London-klub tabte 2-0 til Aston Villa på Stamford Bridge. Hos ”The Blues” kunne man i den forbindelse godt have frygtet en hård medfart på de sociale medier fra Thiago Silvas kone.
Belle Silva, som blev gift med Thiago Silva i 2005, har tidligere givet sin ufiltrerede mening om Chelsea til kende på de sociale medier. Hun har blandt andet været ude med riven efter klubben, fordi hun mente, at der ikke hang nok billeder af hendes mand på Stamford Bridge.
For et par uger siden var den gal igen, da hun likede et tweet, hvori Chelsea-manageren Graham Potter blev kaldt uduelig og taktikløs.
I kølvandet på Chelseas lørdagsnederlag til Aston Villa har Bella Silva dog brugt sin Twitter-konto til et forholdsvis harmløst opslag, hvori hun begræder den sportslige situation i Chelsea og skriver, at hun aldrig mere vil sige noget – på de sociale medier.
- Jeg siger ikke noget som helst mere, skriver Belle Silva på Twitter.
- Jeg ser på tabellen, og vi er på 11. pladsen – meget sørgeligt… Lad os blive klar til tirsdag.
Tweetet var ledsaget af to hashtags, #goblues og #camonchelsea, så dermed skulle der for Silva-familiens vedkommende være ro på bagsmækken, inden Chelsea og Liverpool tørner sammen i en Premier League-storkamp tirsdag aften.