Anders Mathiasen

SIF´er om Brøndby-profil: Han er fantastisk!

Silkeborg-forsvareren ser frem til mødet med en gammel kending søndag aften.
Silkeborg IF møder søndag aften Brøndby IF på udebane, når der er vigtige point på spil i kampen om at komme med i top-6. Før kampen har Silkeborg-profilen Tobias Salquist i et længere interview med Bold.dk udtalt sig om Brøndby IF samt en gammel kending, som han nu skal spille overfor.

Det bliver nemlig et gensyn med Nicolai Vallys, som Silkeborg for første gang skal stå over for, siden profilen skiftede til Brøndby i sommer. Salquist nåede at spille sammen med Vallys i flere sæsoner, og de to tidligere holdkammerater har da også været i kontakt med hinanden inden søndagens møde.

- Jeg ringede til ham og spurgte, om han nu var klar til søndag. Jeg sagde, at jeg vil forsøge at komme ind i hovedet på ham. Det er noget internt, som vi har fra dengang, han spillede i Silkeborg, siger en grinende Tobias Salquist og fortsætter.

- Så det er noget, som jeg plejer at sige til ham. Han er jo sindssyg svær at stoppe og en rigtig dygtig fodboldspiller. Han skal lukkes ned, fordi meget kommer fra ham.

- Så man prøver jo at bruge de tricks, som man kender, så man kan vinde. Jeg ved dog også godt, at han især med mig ikke vil lade sig påvirke af det. Jeg har sagt det så mange gange til træning.

Det er dog ikke kun sjov og ballade, når Tobias Salquist skal forsøge at sætte en stopper for Nicolai Vallys. Vallys har nemlig også i Brøndby bevist sig som en af rækkens bedste spillere.

- Vallys er jo en fantastisk god fodboldspiller. Brøndby er begyndt at spille noget rigtig flot fodbold med ham. Han passer rigtig fint ind på holdet, da han er en sindssyg dygtig spiller. Så det bliver sjovt, og jeg tror også, at Vallys synes, at det bliver specielt at spille imod os. Så jeg glæder mig til at spille imod ham, fordi det har jeg kun prøvet til træning, lød det afslutningsvis fra Tobias Salquist.

Opgøret mellem Brøndby og Silkeborg bliver sparket i gang klokken 18:00.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER