LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Europa: Champions League
FT
2 - 0
(1 - 0)
Chelsea
Dortmund
R. Sterling (43), K. Havertz (53)
Jannich Jønch

Optakt: Chelsea - Borussia Dortmund

Chelsea har haft problemer med at få bolden i mål i en længere periode, men efter 0-1 nederlaget i Dortmund, skal der mål til i returopgøret.
Kommentar:
Chelsea er i denne sæson ubesejret på hjemmebane i Champions League med et uafgjort resultat på 1-1 mod Salzburg, en 2-1 sejr over Dinamo Zagreb og det klart bedste resultat en sejr på 3-0 over AC Milan. Der skal igen en sejr til, hjemme på Stamford Bridge, hvis man vil have en mulighed for avancement til dette års kvartfinaler i Champions League.

Det kan godt blive en svær opgave, for selvom London-klubben hentede sin bare anden sejr i 2023 i weekenden, skal der en noget bedre præstation til, for at slå Dortmund, der er et hold i virkelig god form. Chelsea slog Leeds 1-0 på hjemmebane, med et hovedstød fra Wesley Fofana efter et hjørnespark.

Samtidig møder Dortmund op til opgøret med stor selvtillid. I fredags slog de nemlig storholdet fra RB Leipzig 2-1 hjemme på Signal Iduna Park i Bundesligaen. Det blev den sidste tilføjelse til rækken af kun sejre, som er det eneste, Dortmund har prøvet i 2023. Desuden vil de kunne nøjes med et uafgjort resultat, og så er de videre i turneringen.

Målet af Fofana i weekenden var blot det andet fra Chelsea siden starten af februar, men hvis ‘The Blues’ skal videre i Champions League, skal der som minimum et mål til, og det er bare for at gå i forlænget spilletid, hvis man altså kan holde Dortmund fra fadet.

Karantæner og skader:
Chelsea har i en længere periode været rimelig hårdt ramt af skader, og er det stadig da både Thiago Silva, Edouard Mendy og Armando Broja er ude med skader, mens Mason Mount er i karantæne. Samtidig er N´golo Kanté, Christian Pulišić og Cesar Azpilicueta meldt tvivlsomme.

Hos Dortmund er man knap så hårdt ramt af skader op til den kommende kamp, dog sidder blandt andet første kamps matchwinner, Karim Adeyemi, ude. Foruden ham må tyskerne også undvære Youssoufa Moukoko, der sidder ude med en ankelskade, mens Julian Ryerson er i karantæne. Donyell Malen og Gregor Kobel er tvivlsomme til kampen.

Bud på kampens profil:
Hvis Chelsea skal komme sejrrigt ud af dette opgør og spille sig videre i turneringen, lader det til, at det skal komme fra Joao Felix eller Enzo Fernandez. De to har i hvert fald været folkene bag de største af Chelseas få chancer i de sidste kampe, og især i lyset af at man må undvære Mason Mount til dette opgør.

Nu hvor Dortmund må undvære det første opgørs matchwinner, Adeyemi, vil det være oplagt, at det kommer til at være Jude Bellingham og Marco Reus, der kommer til at styre slagets gang for tyskerne i forsøget på at hive et resultat hjem, der vil være nok til at sikre videre avancement.

Bud på kampens resultat:
Dortmund præsterede at få bolden i nettet i alle deres tre gruppekampe på udebane i efteråret af Champions League, samtidig er Chelsea nødsaget til at komme frem over stepperne, hvis de vil videre i turneringen. De var tæt på at få den i nettet af flere omgange i første kamp. Derfor er buddet, at Chelsea vinder kampen 2-1, og den derefter går i forlænget spilletid.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder