Louis Andersen

Salget af Mudryk giver millioner til militæret

Efter salget af Mykhailo Mudryk sender Shakhtar Donetsk flere millioner til det ukrainske militær.
Søndag blev den ukrainske fløjspiller Mykhailo Mudryk efter længere tids spekulationer solgt for 520 millioner kroner fra det ukrainske storhold Shakhtar Donetsk til Chelsea. Beløbet vil ifølge ukrainerne stige til mere 740 millioner kroner med de fremtidige bonusser.

Da Mudryk søndag blev præsenteret for de fremmødte Chelsea fans på stadion, bar han et ukrainsk flag om kroppen, som støtte til sit krigshærgede hjemland. Og via sit skifte til Chelsea kommer Mudryk indirekte til at bidrage med en tiltrængt økonomisk hånd til fædrelandet. Shakhtar-præsident Rinat Akhmetov har mandag udtalt til klubbens hjemmeside, at man vil donere næsten en fjerdedel af den samlede transferindtægt til dem, som kæmper ukrainernes kamp imod Rusland:

- Jeg allokerer 172 millioner kroner til hjælp for vores soldater, vores beskyttere og deres familier, skriver klubpræsidenten i et indlæg på hjemmesiden.

Pengene, som klubben donerer, skal blandt andet gå til medicin, behandling og psykologhjælp, forklarer Rinat Akhmetov. Akhmetov skriver i samme indlæg om, hvor hård en tid landet går igennem, og han opfordre militæret til forsat at holde Rusland stangen:

- Kun ved at kæmpe sammen kan vi besejre det onde, der har invaderet vores hjem. Vi vil stå i evig gæld til vores soldater, afslutter han sit indlæg.

Mykhailo Mudryk er et produkt af Shakhtars egen ungdomsafdeling.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER