Niklas Gerster

Fra ukendt til VM-profil – Syv spillere du ikke kendte før VM

VM er måske det største udstillingsvindue for en fodboldspiller, og med de mange lande som deltager fra nær og fjern, dukker der stort set altid nogle uventede spillere op, som tager fusen på alt og alle. Få et overblik over nogle af de helt store VM-gennembrud her.
Flere stjerner har leveret fantastiske præstationer til VM. Messi, Mbappé, Modric og alle de andre superstjerner har på flere måder begejstret os under slutrunden. Kendte profiler som mange nok regnede med ville være dominerende. Men så er der dem, som ingen havde hørt om før VM.

Det engelske medie The Guardian har oplistet syv spillere, som de færreste nok kendte ret godt inden VM, og som med en flot slutrunde nu måske kan se frem til at skifte til større adresser. Få overblikket her:

Saud Abdulhamid (Saudi Arabien) – Al Hilal
Den blot 23-årige Al Hilal-spiller har været lidt af en oplevelse på højrebacken. Hans store inspiration er Dani Alves, og det kan man godt se i hans spillestil. Farten, boldsikkerheden og de hårde tacklinger har gjort, at flere store klubber såsom Sevilla, AC Milan og Juventus har rettet blikket imod Abdulhamid.

Yassine ´Bono´Bounou (Marokko) – Sevilla
Bounou er et mere etableret navn, og spiller i den store spanske klub Sevilla. Men den 31-årige målmand ville inden VM ikke være i nærheden af at dukke op i bevidstheden som en af verdens bedste målmænd. Men Bounou har virkelig været en af de helt store grunde til, at Marokko kom hele vejen til semifinalen. Særligt stod han ud i straffesparkskonkurrencen imod Spanien, hvor han reddede to straffespark. Måske der venter et skifte til en af de helt store klubber for Bounou?

Ritsu Doan (Japan) – Freiburg
Den ”japanske Messi” har været en af de vilde etiketter, der er blevet sat på 24-årige Ritsu Doan. Han har været en sand super-indskifter for Japan, da han scorede i begge sine indhop imod Spanien og Tyskland, hvilket sensationelt sendte sidstnævnte ud af VM.

Aissa Laidouni (Tunesien) – Ferencvaros
Der var nok ikke mange danske landsholdsfans, som havde hørt om Aissa Laidouni inden VM. Men den 26-årige midtbanespiller med det store fuldskæg fik virkelig sat fut under publikum med fysik, energi og vilje. Hans mentalitet var i den grad med til at chokere det ellers på papiret overlegne danske mandskab, og han spillede samtlige VM-minutter for et heroisk kæmpende tunesisk mandskab. Mon ikke en større klub end ungarske Ferencvaros kunne bruge hans kompetencer?

Dominik Livakovic (Kroatien) – Dinamo Zagreb
Den kroatiske målmand har virkelig bidraget godt til at holde det kroatiske bur rent under VM, og flere strafferedninger har gjort ham til en af de mest omtalte spillere. Imponerende præstationer af en mand som har spillet hele sin karriere i hjemlandet hos Dinamo Zagreb, og nu har selveste Bayern München den 27-årige målmand i kikkerten.

Azzedine Ounahi (Marokko) – Angers
22-årige Ounahi har været et solidt defensivt anker for Marokko på midtbanen, og har stor ære af, at de nåede så langt, som de gjorde. En mand som spillede i den tredjebedste franske række for blot 18 måneder siden! Det må siges at være en markant udvikling, og mon ikke hans klub Angers vil få svært ved at holde på ham i januar-vinduet.

Harry Souttar (Australien) – Stoke
24-årige Souttar spillede tilbage i 2020/21-sæsonen for Fleetwood Town i League One. I år var han til VM med Australien, og han bidrog til at sende Danmark ud af gruppespillet, og i stedet fik hans upåagtede nation den store oplevelse at spille ottendedelsfinale imod Argentina.

Hvem af disse VM-gennembrudsspillere fortjener mest en flottere kontrakt andetsteds?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER