Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Niklas Gerster

Ziyechs genopblomstring

Hakim Ziyech har haft et fremragende VM, og har været en af de ledende offensive figurer for Marokko, som overraskende gik videre foran Belgien i deres gruppe. Det stod dog ikke ligefrem skrevet i kortene, at Ziyech skulle blomstre ved denne slutrunde.
Den 29-årige Chelsea-kantspiller har ikke fået mange minutter på banen hos ”The Blues” i denne sæson, og har været rygtet væk i flere omgange til blandt andet AC Milan. Men hvorfor er han nu pludselig så varm for sin nation, som de færreste nok forventede ville gå videre fra gruppespillet? Webmediet Goal.com har kastet blikket på marokkanerens kaotiske karriereforløb de seneste år.

Ziyech har blandt andet raget sig uklar med flere af sine trænere. Marco Van Basten beskrev ham som værende ”uhåndterbar,” da han var under hans trænervinger i Heerenveen. I 2020 udtalte Van Basten dog også, at det var synd og skam, at en spiller af Ziyechs kvalitet ikke spillede oftere.

Altså er Ziyech en spiller som på trods af hans store talent, i den grad kan få flere trænere til at rive sig selv i håret. Dette var i den grad også tilfældet med den tidligere bosniske Marokko-træner Vahid Halilhodzic, som ikke udtog Ziyech til Africa Cup of Nations sidste år som følge af disciplinære uoverensstemmelser.

Angiveligt skulle Ziyech have forfalsket en skade for at undgå at spille en venskabskamp. Dette fik Halilhodzic til at sætte ham af holdet, og han har udtalt følgende om sit syn på Ziyechs ifølge ham manglende disciplin:

- Jeg udtager ikke en spiller, som skaber ubalance i gruppen. End ikke hvis hans navn er Lionel Messi. Ziyechs opførsel passer ikke ind på landsholdet. Han vil ikke træne, han vil ikke spille. Han tager det ikke seriøst. Jeg kommer ikke til at tigge ham om at komme tilbage.

Konflikten imellem Ziyech og Halilhodzic fik Ziyech til at melde sit landsholdsstop i vrede, og han udtalte, at han ikke agtede at komme tilbage, da han mente, at træneren spredte løgne om ham. Det kom han dog som bekendt, da den nye landstræner Walid Regragui overtog roret. Den første marokkansk fødte landstræner i historien udtog med det samme Ziyech igen. Han har senere hen udtalt følgende om fodboldspilleren, som for mange har været svær at tøjle:

- Han er utrolig. Den passion han har haft i forhold til at vende tilbage til landsholdet. Mange mennesker taler om ham, og siger at han er skør og vanskelig at træne, og at han ikke kan hjælpe holdet. Men hvis du giver ham kærlighed og selvtillid, så vil han dø for dig.

Det har altså været en ret så turbulent tid for Ziyech, men måske det kun er et fåtal af trænere, der forstår ham ordentligt, og giver ham de rette betingelser til at kunne blomstre? Det får han igen mulighed for til eftermiddag, hvor Marokko står over for en svær opgave i 1/8-finalen imod Spanien klokken 16.00. Kan Ziyech mon lede Marokko videre til mere succes, og hvilken klub passer han egentlig bedst ind i, hvis et skifte kommer på tale til januar?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER