Real Madrid legede sig til tops på Bernabeu
Skotterne bed fint fra i indledningen, men der var aldrig tvivl om udfaldet af aftenens opgør imellem Real Madrid og Celtic.
I aftenens tidlige Champions League-opgør havde Real Madrid en gylden chance for at toppe gruppe F, hvis de kunne slå Celtic, som allerede havde udspillet deres rolle i turneringen.
Madrilenerne kom lidt tamt ud til kampen, men fik en kæmpe foræring i 6. minut, da Moritz Jenz kluntet spillede bolden med armen i en ufarlig situation. Der blev dømt straffe til Real Madrid, og dette eksekverede Luka Modric stensikkert.
Efter et kvarters tid var det dog Celtic, som fik en god chance, da Kyogo Furuhashi blev spillet helt fri tæt for mål, men hans afslutning savnede kvalitet.
I 20. Minut blev der så igen peget på pletten, og denne gang var det danske Matthew O’Riley, der blev skurken, da han tog hånden til hjælp på en afslutning fra Vinicus Junior. Klart straffe efter fodboldloven at dømme selvom det virkede ret tydeligt, at afslutningen snarere havde retning imod et indkast til Celtic fremfor imod mål.
Modric udviste overskud og overlod sparket til unge Rodrygo. Den 21-årige brasilianer svigtede heller ikke, og sendte den resolut og yderligt i nettet til højre for Joe Hart i målet. Komfortabel 2-0-føring til det spanske storhold, der nu for alvor udviste spillelyst.
Det burde være blevet 3-0 hurtigt efter. Rodrygo blev spillet fri i højresiden, og sendte bolden på tværs, men Vinicius Junior brændte den store chance, selvom han var spejlblank i det lille felt. En afbrænder der medførte grin fra både oplægger og afslutter – Real lignede i den grad et hold med overskud.
Men selvom det af og til lignede en træningskamp for Real, sløsede de fra tid til anden også i opspillet. Den manglende koncentration medførte flere boldtab i det tidlige opspil, og Celtic kom til flere gode afslutningssituationer.
Sløseriet medførte også endnu et straffespark, da Ferland Mendy hægtede Liel Abada. Josip Juranovic tog sig af sparket, men solide Thibaut Courtous pillede skuddet, og den belgiske keeper havde i det hele taget flere gode redninger i første halvleg.
Real lignede i den sidste del af første halvleg mere og mere et hold, som var tilfredse med den nuværende 2-0-stilling, da de i stigende grad overlod initiativet til Celtic, men det forblev 2-0 efter de første 45 minutter.
Men tidligt i anden halvleg slog Real Madrid det sidste søm i kisten. Daniel Carvajal sled for at nå at sende et indlæg ind i feltet. Det røg ind til Marco Asensio, som resolut sparkede 3-0-målet ind.
Luften gik derefter lige så stille ud af ballonen for Celtic, og herefter var det ren opvisning fra Real Madrid-offensiven. Federico Valverede kom fri i højresiden, og han sendte et snorlige indlæg ind imod Vinicius Junior, som skyldte et mål, og denne gang svigtede han ikke. 4-0 til Real Madrid.
10 minutter senere ville Valverde så også bidrage til målfesten. Lucas Vazquez fandt uruguayaneren på kanten af feltet, og med en velplaceret indersideafslutning blev det 5-0.
Der kunne dog også lettes lidt på den danske klaphat til sidst, da den tidligere AaB-spiller Oliver Abildgaard fik de sidste 10 minutters tid på banen. Han kunne se sin holdkammerat Jota pynte på resultatet, da han udplacerede ellers usårlige Courtois med et flot frisparksmål, og dermed fik skotterne fortjent nok et enkelt mål at varme sig på til sidst.
Flere Real Madrid-spillere stod i kø for at komme på tavlen i aften, men opgøret sluttede 5-1. Real Madrid sætter sig dermed på 1. pladsen i puljen, og kan formentlig se frem til en mere overkommelig lodtrækning til 1/8-finalen til foråret. RB Leipzig gør dem selskab, da de bankede Shakhtar, og sikrede sig 2. pladsen.