Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Asbjørn Steffensen

BRASILIEN – Kan favorit-brasserne stå for presset?

Brasilien drager til Qatar som store favoritter til at gå hele vejen og vinde VM-trofæet. Holdet ser både talentfuldt og stærkt ud, men kan brasserne leve op til de høje forventninger og genvinde VM 20 år efter seneste triumf.
Som så ofte før tager det brasilianske landshold til en VM-slutrunde som en af favoritterne til at vinde hele molevitten. VM i Qatar er ingen undtagelse, og faktisk er Brasilien nummer et på bookmakernes lister til tage guldet.

Brasilien har stolte traditioner ved VM-slutrunder i årenes løb og sammen med deres farvestrålende og danseglade fans, er de altid garant for god underholdning. Landet er også den mest vindende nation nogensinde med hele fem vundne verdensmesterskaber på cv’et.

Den fodboldgale nation har givet fodboldelskere mange mindeværdige øjeblikke gennem tiden. For eksempel ved VM i 2002 da Ronaldinho med fuldt overlæg - eller måske ikke - lobbede bolden på frispark over en fejlplaceret David Seaman i målet mod England. Eller dengang, hvor Pele dominerede fodbolden og vandt tre ud af fire VM-trofæer på tolv år.

Legendariske spillere er der heller ikke mangel på. Listen tæller blandt andre Ronaldo, den næstmest scorende spiller nogensinde ved VM, den smilende og teknisk brillante Ronaldinho, den målslugende angriber, Romario og den hjulbenede Garrincha.

Senest nationen vandt et VM-trofæ var ved slutrunden i Japan og Sydkorea i 2002, hvor man besejrede Tyskland i finalen med to mål af fænomenet Ronaldo. Siden da er Brasilien blevet slået ud gang på gang i knockout-fasen af europæiske nationer. I 2018 var det Belgien i semifinalen og i 2014-semifinalen ydmygede Tyskland brasilianerne i det famøse 7-1-nederlag på hjemmebane i Belo Horizonte.

Det kuld af spillere, som skal forsøge at sparke Brasilien tilbage på tronen af international fodbold har også potentiale til at gå hele vejen. I målet er der hård konkurrence mellem de to Premier League-rivaler, Allison og Ederson, men førstnævnte er landstræner Tites normale valg mellem stængerne. Liverpool-keeperen er utrolig sikker og kan med både hænder og fødder.

I forsvaret råder nogle erfarne herrer, der også har spillet mange klubkampe sammen, i form af Thiago Silva og Marquinhos. To duelstærke spillere, der begge kan drive bolden fremad. På back-positionerne finder man højst sandsynligt de fremadstormende Juventus-holdkammerater Danilo og Alex Sandro.

Casemiro er holdets anker på midtbanen og konkurrencen, om hvem der skal udfylde positionerne rundt om ham, er mellem mange spillere men bliver sandsynligvis enten Fred, Lucas Paqueta, Bruno Guimaraes og Fabinho.

Oppe foran har Brasilien det helt tunge skyts. Dominic Vinicius er blevet en stjerne i Real Madrid, rekord-dyre Antony imponerer i Manchester United, mens Neymar er og bliver den største stjerne og er i god form for PSG. Derudover har man mange utroligt dygtige spillere, der banker på til en startplads i offensiven som Rodrygo og Raphinha.

For at Brasilien skal leve op til de skyhøje forventninger, kræver det, at de mange stjerner skal kunne finde ud af det sammen. Det har vist sig at lade sige gøre i kvalifikationen, hvor man ikke tabte en eneste kamp. Derudover må man tøjle de mange følelser, som nationen altid spiller med uden på tøjet og nærmest malet i ansigtet.

Profilen:
Der er mange at vælge i mellem, men Neymar er stadig den ubestridte stjerne på det brasilianske landshold. Han er teknisk eminent og sætter ofte sine medspillere i en god position. Neymar har dog nok mest af alt ét på sinde: at overgå Pelé som den mest scorende brasilianer på landsholdet nogensinde. PSG-stjernen mangler blot tre mål for at overtage pladsen fra sin legendariske landsmand, og hvis han kunne gøre det i en VM-finale, er hans liv nok komplet.

Træneren:
Tite overtog landstræner-tjansen for sit hjemland tilbage i 2016 og har siden da gjort næsten alt rigtigt. Det blev som bekendt et exit til Belgien i kvartfinalen ved VM i 2018, men året efter vandt man Copa America for første gang i 13 år. Kvalifikationen cruisede man igennem uden at tabe og med 45 ud af 48 mulige point. Hans pointgennemsnit som landstræner på 2,46 er mere end imponerende. Det brasilianske folk har en tro på, at det er Tite der kan føre Brasilien tilbage til det længe ventede VM-trofæ.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER