Daniel Fisker

Robertson: UEFA kludrede i det

Lørdagens Champions League-finale blev forsinket, og dagen derpå slår Andy Robertson fast, at UEFA kludrede i det.
Der var lagt op til en fodboldfest i Paris lørdag aften, hvor Champions League-finalen mellem Liverpool og Real Madrid skulle løbe af stablen i den franske hovedstad, men festen fik en særdeles uheldig start. Finalen blev mere end en halv time forsinket, hvilket ifølge storskærmene på Stade de France skyldtes fansenes sene ankomst, mens UEFA også påpegede et sikkerhedsproblem.

De fans, som ifølge storskærmene var ankommet sent, var tilsyneladende Liverpool-fans, men videoer fra umiddelbart før kampstart viste, at Liverpool-fansene var ankommet til stadion i god tid, mens de dog ikke blev lukket ind ad portene til det franske nationalstadion. Andy Robertson konkluderer i den forbindelse, at UEFA kludrede i det, mens det franske politi – ifølge Liverpool-venstrebacken – gik hårdhændet til værks.

- Den slags må ikke kunne ske i den største fodboldkamp. UEFA kludrede uheldigvis i det.

- Man kommer ind efter kampen og ser på sin telefon, at alle kæmpede for at komme ind, mens det franske politi gik ret hårdhændet til værks. Folk, der havde ægte billetter, fik at vide, at de var falske, hvilket skete for en af mine venner, og jeg kan forsikre jer for, at det ikke var en falsk billet – de gik simpelthen i panik.

Robertson havde selv udstyret sin ven med billetten til Champions League-finalen, og han understreger, at vennen kun formåede at komme ind på Stade de France, fordi en ansat i Liverpool FC blandede sig.

- Han kom heldigvis ind, fordi en ansat i klubben ordnede det, men de sagde til ham, at det var en falsk billet, og det kan jeg forsikre jer for, at det ikke var, så jeg tror, at det var noget, de fandt på, og at de panikkede. I mit hoved burde det ikke kunne ske – UEFA skulle have været bedre organiseret.

- Jeg ved ikke, om der var fans, der kom til skade, men det finder vi ud af, og jeg krydser mine fingre for, at alle er okay. Jeg er sikker på, at panikken var værre hos de fans, som rent faktisk var involveret. Alle har det forhåbentlig godt. Det er aldrig rart – specielt ikke i et fremmed land, hvor man ikke kender noget til forholdene og den slags. Det gør det hele lidt værre.

Champions League-finalen endte med en 1-0-sejr til Real Madrid, som dermed vandt pokalen med de store ører for 14. gang i klubbens historie.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER