LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Ikonisk Maradona-trøje solgt for rekordbeløb

En af de mest sagnomspundne fodboldtrøjer er blevet solgt. Diego Maradonas ”Hand of God”-trøje indbringer svimlende 62 millioner kroner.
BBC Sport kan berette om et salg af den legendariske fodboldtrøje, som det afdøde argentinske fodboldikon Diego Maradona bar til kampen imellem Argentina og England under VM-kvartfinalen i 1986. Det var den tidligere midtbanespiller fra England, Steve Hodge, som for 36 år siden blev den heldige indehaver af trøjen, da han efter kampen byttede sin egen trøje ud med Maradonas. Nu har han så solgt trøjen ved det amerikansk-britiske auktionshus Sotheby’s. Et salg som overgår alle foregående store salg af sportstrøjer.

Den seneste rekordholder er baseball-spilleren Babe Ruth fra New York Yankees, hvis trøje var god for cirka 38 millioner kroner i 2019. Dermed blev Maradonas trøje altså prissat for næsten det dobbelte beløb.

Det er da heller ikke en trøje, som er blevet båret af en Hr. Hvem-som-helst. Diego Maradona var lidt af en argentinsk troldmand, som kunne lave de mest unikke driblinger. Netop driblingerne var kendetegnet for det første mål, som Maradona lavede for Argentina i VM-kvartfinalen i 1986. Han tog sagen i egen hånd, da han fra midten af banen afdriblede samtlige engelske spillere, der forsøgte at pille bolden fra ham. Til sidst snød han målmanden Peter Shilton, og sendte bolden i et tomt mål. Det andet mål han lavede i kampen, var dog i den grad mere kontroversielt. I en tid uden hjælp fra VAR lykkedes det nemlig den listige argentiner at stige op på en løs bold i feltet, hvorefter han slog bolden i mål med hånden. Et mål som Maradona senere omtalte som ”Hand of God.”

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder