Tøfting om Høghs legende-trøje
”Plæneklipperen” er enig med OB-boss…
- Det, jeg reagerede på, var, at OB i P4 selv var ude at sige, at der også var noget forretning i det for dem. Der er en avance, der er større end de 100 kroner, som OB sender videre. Og det synes jeg ikke helt er i Lars Høghs ånd. Han turnerede med, at 'jo mere du giver, jo rigere bliver du'. Det harmonerer ikke helt med det her.
Sådan kunne man læse tidligere på ugen på Indkast.dk, at indehaver af OB-fansitet 817.dk Asser Nielsen skulle have sagt til BT. OB ville hylde Lars Høgh og lavede en legende-trøje, som de solgte for 599 kroner, men sendte kun 100 kroner videre til kræftforskningen. En solid fortjeneste til OB – er det rimeligt? Til Ekstra Bladet sagde OB’s direktør Enrico Augustinus:
– Det er drønhamrende ærgerligt, at et godt initiativ og et forsøg på at samle penge ind bliver overskygget af det her. Vores intention var kun god…
I dagens udgave af Ekstra Bladet er fodboldeksperten Stig Tøfting enig med OB-direktøren og siger blandt andet:
– Jeg synes, det er helt ude i hampen, at situationen er blevet kørt op til at blive en shitstorm. Selvfølgelig må de lave en legendetrøje og tjene penge på det. Som jeg ser det, har klubben kun haft gode intentioner. Men det havde været god stil og på sin plads at spørge familien først. Jeg nægter at tro på, at man sidder inde hos OB og kalkulerer med, at nu er Lars Høgh død, og nu vil man tjene nogle penge.