Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Daniel Fisker

Mancini om Balotelli: Vi er ikke desperate

Det er ifølge den italienske landstræner ikke et udtryk for desperation, at Mario Balotelli har gjort comeback i landsholdstruppen.
Mario Balotelli har endnu en gang fundet vej til verdens avisspalter – denne gang for det godes skyld. 31-årige Balotelli er tilbage på det italienske landshold efter mere end tre års fravær. Han spillede sin seneste landskamp i Nations League i september 2018, hvor han fik 62 minutter på banen, da Italien spillede uafgjort mod Polen. Onde tunger siger derfor, at Adana Demirspor-angriberen er kommet med på et – eller måske to – afbud.

Torino-angriberen Andrea Belotti er skadet, og Lazio-angriberen Ciro Immobile har ikke ligefrem været overbevisende for ”Gli Azzurri”. Derfor ser det nu ud til, at Balotelli igen får chancen. Den italienske landstræner, Roberto Mancini, får også skudt i skoen, at han er desperat, men det lader ikke til at være tilfældet, selvom desperation er en succesopskrift for italienerne.

- Hvis det var desperation, vi havde brug for før EM-slutrunden, så fungerede det for os, udtaler Roberto Mancini ifølge Football Italia.

- Måske yder vi vores bedste, når vi er en lille smule desperate, men når det er sagt, så synes jeg ikke, at det her er en desperat situation.

- Balotelli har altid haft en fantastisk teknik. Det handler om at se på hans fysiske form. Vi har mistet fokusset på ham på det seneste, så derfor kan det hjælpe at se ham på nært hold i et par dage.

- Vi er nysgerrige efter at se, hvordan han klarer det efter den periode. Den bedste måde at se det er på træningsbanen.

- Han behøver ikke at love os noget som helst. Vi har ikke brug for, at han skal love os noget. Jeg tror, at han er glad for at være her, og vi vil evaluere ham på lige fod med alle andre – den er ikke længere.

Mario Balotelli fik sin landsholdsdebut i august 2010, og siden har han spillet 36 landskampe og scoret 14 mål. Han spillede en rolle i, at Italien kvalificerede sig til EM-slutrunden i 2012, hvor han fik spilletid i samtlige kampe. Herefter ydede han – på grund af skader – kun et lille bidrag til Italiens VM-kvalifikation, inden han fik spilletid i samtlige kampe af VM-gruppespillet, inden Italien blev slået ud efter en sejr og to nederlag.

Herefter fulgte en pause på næsten fire år, før Balotelli igen kunne trække den azurblå trøje over hovedet. Han gjorde comeback i to venskabskampe, inden han spillede sin foreløbig sidste landskamp i september 2018. Nu kan han dog få chancen igen, når Italien skal op imod Nordmakedonien. Herefter venter enten Portugal eller Tyrkiet i Italiens kamp for en plads ved VM-slutrunden i Qatar.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER